Det er lørdag eftermiddag, og det lille vasketelt på Tønder Festivalens camp er fyldt med mennesker. De er ikke kommet hen i vasketeltet for at vaske op eller hente vand. Nej, de er der for at høre musik og ikke mindst synge med på de gamle gårdsangerviser og nyere sange, som gruppen De Blomstrende Jasminer spiller. De tre jasminer er omkring efterlønsalderen. De har taget farvestrålende hawaiiskjorter på til lejligheden. Hjemmelavede sanghæfter med gruppens kontrafej på forsiden sælges for en 10’er, og i løbet af de næste tre timer synger De Blomstrende Jasminer og deres trofaste publikum stort set alle de 38 sange, der er trykt i hæftet. Plus et par stykker mere.
Små telte og regnvejr
Vagn Anders Hansen er en af de tre blomstrende jasminer. Han fortæller, at den traditionsbundne koncert startede som en tilfældighed i 1994, da han, Vang Kragelund og Elmer Skov Nielsen var i Tønder til festival og ville jamme sammen lørdag eftermiddag. Desværre regnede det, og ingen af de tre mænds telte var store nok til tre mand høj med instrumenter. Men i vasketeltet var der plads og ly for regnen, så der satte de sig til at spille. Kort efter havde de et publikum. De tre mænd blev enige om, at gentage succesen året efter. Og det har de gjort siden.
Nostalgiske sange
Der er godt gang i vasketeltet. Omkring 150 mennesker står inde i og uden for teltet. Allerforrest foran den interimistiske scene står Bodil Beier. Hun har været fast gæst til De Blomstrende Jasminers festivalkoncert de seneste ti år. Hun har ikke lige tid til at snakke: Hun skal danse mavedans til ’Mennesker bliver spist i Polynesien’.
Da dansen er færdig er hun mere snakkesalig:
”Det er skønt at få lov til at synge de dér drivende nostalgiske sange engang imellem. Tåreperserne, som bliver set lidt ned på. Og bare skråle med,” forklarer hun med et stort smil.
Plads til jokes
Det er Elmer Skov Nielsens tur til at synge solo. Publikum råber taktfast:
”Elmer! Elmer! Elmer!”
Vagn Anders Hansen skifter guitar med forklaringen:
”Den anden er en rytmeguitar, og det går ikke med Elmer.”
Publikum griner højt. Det er et godt forum til den slags jokes.
Klokken 17.55 er det ved at være slut i vasketeltet. Vagn Anders Hansen siger tak for denne gang og beder publikum om at sørge for at tage de tomme øldåser med.
”Dem, der er noget i, kan I bare stille her,” tøhø’er han og peger ned foran sine fødder, mens han slår guitaren an til ’Afskedssang fra Fanø’.
Den har nummer 26 i det sanghæfte, som Vagn Anders Hansen har trykt 175 eksemplarer af. Der er ikke et eneste tilbage.
Helene Overgaard Krüger
