Furtado (født 1967 i Californien) blev anerkendt i bluegrasskredse i midtfirserne som en ny, lovende banjovirtuos. Han spillede med flere fremstående musikere og udsendte i 1989 sit første soloalbum, Swamped. Det er allerede længe siden, og han har føjet mange ting til sit musikalske CV. Beviset kan bl.a. høres på den række imponerende albums, som han har udsendt siden.
Hans udvikling som musiker har været præget af et ønske om at udvikle den traditionelle amerikanske musik. Med stor dygtighed tilføjede han andre genrer i sin musik, han udviklede sig som forsanger, orkesterleder, guitarist og sangskriver, og det er denne komplette rootsmusiker (ikke ulig f.eks. Taj Mahal) som vi tirsdag d. 24. oktober kunne opleve for første gang i Danmark.
Solokoncerten åbnede med signatursangen Peggy O, og vi fik både nogle instrumentalmedleys og en række af hans sange: Ashes Of Man, Star, Broken Bell og Dying Language. Han fortalte, hvorledes han havde introduceret Beatles-sangen I Will for Alison Krauss, som fik et bredt gennembrud med denne sang.
Tony Furtado er en fremragende sanger, men han imponerede mig især som instrumentaltroldmand. På banjo og (den for mig ukendte) cellobanjo samt ikke mindst hans guitarspil. Hans evne til at kombinere fingerspil med rytme-, solo- og slidespil er så unik, at den overgår mestrene Ry Cooder og Sonny Landreth. Enhver, der har forsøgt sig med slideteknikken, ved, hvor falsk og skurrende det kan lyde. Det må have kostet års arbejde at opnå denne teknik. Tilføj så samme præcision og hastighed på banjo med en lignende helt personlig spillestil, og du har en unik musiker. Ren masterclass.
