Jeg hørte dem første gang i Jills Veranda – en svensk musik tv-serie, så jeg vidste, hvad der ventede. Om det var deres besøg på Christiania og/eller den imponerende forplejning bag og på scenen, eller det var jetlag efter gårsdagens efterfest, der havde forskudt deres døgnrytme og gjort dem i så godt humør, ved jeg godt, men vil lade andre nøjes med at gætte.

”Vi har aldrig spillet SÅ tidligt” (Kl.15) lød det på en tyk dialekt, men disse lystige hillbillies ’fra Georgia og omegn’ forstod fra start at sætte fut i fejemøjet med en gang høj-energi old time-musik. Hvis nogen troede, at man ikke kan spille rigtigt på vaskebalje og kosteskaft, må de tro om, ’bassisten’ kunne oven i købet tumle rundt, gestikulere, synge og lave grimasser som en gal.

Musikken er ikke fin og poleret, men så råt svingende, at den fysisk forplanter sig i benene. Tag dog ikke fejl. Bandet består af dygtige musikere, som har vundet talrige mesterskaber, og hvis de synes, kan de sagtens give rigtige koncerter, men her var det den rytmiske energi og dansen, det drejede sig om. Og det lykkedes dem at få fyldt gulvet med glade dansere i hele andet sæt. Repertoiret var et mix af old time-standards, lokale fiddlemelodier samt nogle sange, som de selv havde skrevet.

”Vi er ligeglade med internet og sociale medier” sagde én, og skulle til at forklare hvorfor, da en anden brød ind: ”Vi kan alligevel ikke læse og forstå lange ord”. Jeg skal forskåne andre for de mere saftige bemærkninger, men hæftede mig ved, at de i hvert fald ikke er Trump-tilhængere. Rednecks eller ej.

God idé med den slags søndags matinéprogrammer, så tak til Alice for at lægge ’lade’ til, tak til de friske gæster og tak til bandet for at dirigere (call’e) den bedste gang squaredans længe.