Optur er både navnet på et folkband, der optrådte på Klubscenen, og det må også være den oplevelse, som astronaut Andreas Mogensen havde, da han tog turen ud i rummet nogenlunde samtidig. Det var i hvert fald den følelse, der ramte mig ved mødet med Nickel Creek og deres første koncert i Danmark.
Selv om mine forventninger var høje, så blev de til fulde indfriet. Ja, meget af deres musik var ovenikøbet forbedrede udgaver af den, som jeg kender fra deres album. Med enkelte undtagelser er det ikke sange med A- og B-stykker, men overraskende, gennemarbejdede kompositioner, som de skriver og udvikler sammen.
Nickel Creek eksperimenterer, leger og sætter nye standarder for den akustiske musiks muligheder. Især de mange skift i dynamik og brug af komplicerede takt- og rytmemønstre var knivskarpe, og målt på alle musikalske parametre er de i topklasse. Det meste af deres musik er langt væk fra den gængse opfattelse af folkemusik, som noget alment fælles og traditionelt, og de kan måle sig med de bedste inden for de såkaldt seriøse genrer klassisk og jazz.
Disse beskrivelser af deres musik minder meget om den genre, som var populær i rockmusikken i starten af 1970’erne og fik betegnelsen progressiv rock (prog rock), og med Nickel Creeks baggrund i bluegrass-musikken, vil jeg døbe deres musik til: Prog grass.
Det er decideret koncertmusik og altså ikke dansemusik de spiller, og da deres optræden i Telt 1 blev rykket fra først på aftenen til sent – altså party-tid – frygtede jeg masseudvandringer og larm fra salen. Men endnu en gang viste Tønderpublikummet ikke kun høflighed og respekt for musikken, men også avanceret musiksmag. Teknik og ekvilibrisme er ikke alt, men jeg fornemmede, at kvartetten ikke bare lirede musikken af, men virkelig følte den. Det var ikke kun mig, der elskede musikken, og det stopfyldte telt rungede med bifald efter Nickel Creeks voldsomste udladninger.
Både søskendeparret Sara og Sean Watkins på henholdsvis violin, guitar og for- og korsang og især Chris Thiele (sang, mandolin og mandola) var meget bevægelige. Musikkens dynamik forplantede sig i hans krop, og han sprang akrobatisk rundt. Desuden fik deres musik et ekstra løft, fordi de havde medbragt bassisten Mike Elizondo.
Koncerten var baseret på materialet fra deres seneste album, og vi skulle helt hen til de sidste numre, før vi fik nogle ældre favoritter som ”The Lighhouse´s Tale” og ”The Fox”. Efter 75 minutter i vægtløs tilstand kunne jeg lande behageligt efter en imponerende musikalsk flyvetur.
