De fleste af os ved det. Altså at musikere forsøger at besnære os med gøglertricks. De fortæller os for eksempel, at lige præcis vi er det bedste publikum, og at lige denne optræden er helt enestående …inden de drager videre og siger og gør det samme i næste by. Erfarne trubadurer som Niels Hausgaard mestrer kunsten at få os til at føle os som eksklusive på en inkluderende måde. Og det virker, for sjældent tester vi dem, og skulle vi afsløre dem i deres manipulationer, så tilgiver vi dem hurtigt. Herregud, det er jo bare showbiz.
Som mangeårig fan af Jim Lauderdale skulle jeg se begge hans optrædener og jo: Ikke kun sætliste, men introduktioner og musik var helt ens – næsten ord for ord og tone for tone. Og hvad så?
Lauderdale kom først til den større offentligheds kendskab i 1991, hvor han udgav sit debutalbum. Men inden da havde han som sangskriver leveret sange til andre samt arbejdet sammen med mange musikere, hvoraf countrynavne som Loretta Lynn, Emmylou Harris, George Jones og Lucinda Williams nok kendes af de fleste. Til gengæld har han været mere produktiv end de fleste, er efterhånden blevet en vital del af bluegrass- og countrymiljøet i Nashville og desuden en betydende soloartist.
Det er efterhånden blevet til hele 35 album, hvoraf de fleste er udgivet på hans eget pladeselskab Sky Crunch Records. Han har vundet flere Grammy’er og har modtaget Americana Music Associations Wagonmaster Award. Han er desuden nomineret til Nashville Songwriters’ Hall of Fame, så det ikke en musiker med forbigående succes, men en velrenommeret artist, som vi mødte. Han var en nydelse at lytte til.
Vi fik et godt udvalg af hans sangskriverkunst med vægten på sange fra hans seneste album ”Game Changer”. Han optræder ofte solo, men havde sit band med det passende navn The Game Changers med til Tønder. Frank Carter Rische, Dave Racine, Jay Weaver og så Lillie Mae, der fik en lille soloafdeling som optakt til hendes nye soloalbum. Men guitar-esset Craig Smith var den ’game changer’ der imponerede mig mest med sit delikate spil, hvor han bl.a. brugte det særlige b-bender-system, som er bygget ind i guitaren. Hans spil skilte sig ud og gav en flot countrysound.
Lauderdale fortalte, at hans sang ”The King of Broken Hearts” er skrevet til minde om Gram Parsons og George Jones. Han sang den da også i bedste Jones-stil med næsten overdrevne fraseringer. Det blev den sang, som blev hængende i mine ører efter begge koncerter. Jeg har tidligere set ham med et bluegrass-band, men denne moderne countrystil, som han præsenterede på TF, passer bedre til de sange som vi fik. Og for øvrigt også til hans farvestrålende Nudie-suit.
Og for at vende tilbage til entertainment-tricksene, så skal det tilføjes, at det naturligvis er praktisk og nærmest nødvendigt, at have et fastlagt programmeret show med en fast sætliste. Ikke kun for musikerne, men også for arrangører og for lyd- og lysfolk. På TF var der dog også flere mere eller mindre improviserede optrædener på de mindre scener, hvor man fik den spontane her-og-nu-oplevelse. For eksempel da Lauderdale gæsteoptrådte med Leftover Salmon i Telt 2, hvor det tydeligvis var så spontant, at de måtte aftale forløbet undervejs.
