Rootszone.dks anmelder sætter pris på kombinationen af den rytmiske, virtuose irsk-skotske musik på Tønder Festival suppleret americana med vægt på country og singer-songwriter-stilen, som han her har været rundt og samle indtryk fra. Bluegrass, cajun og blues er (desværre) næsten helt forsvundet fra programmet sammen med verdensmusik, mener han. Men skriver:
Jeg fandt imidlertid lidt blues og bluegrass i jamteltet og på campingscenen og kunne heldigvis boltre mig i en bred vifte af amerikansk-inspireret musik på festivalen. Her nogle indtryk: Jeg blev overrasket, da Marc Cohn i sin tid blev annonceret på programmet, for jeg husker ham bedst som en soft-rocker i stil med Bruce Hornsby og Jackson Browne og selvfølgelig for hans 1991-hit ket, da verraWalking In Memphis. Selv om han har skrevet talrige andre gode sange, så har han også været inaktiv i længere perioder. Det var derfor godt at se ham tilbage på scenen – mere præcist på Open Air.
Danni Nichols
Hans afdæmpede og pæne musik blev fremført af Cohn selv på piano og guitar sammen med en percussionist og en organist. Det var nok til at give sangene fylde og dybde, og vi fik gamle og nye sange. Listening To Levon blev min favorit, bl.a. fordi jeg ligesom Cohn nærer en stor respekt for musikeren Levon Helm. Det var en lytte-koncert, men det kneb lidt sådan en lørdag aften. Selv om området var fyldt godt op, så skulle man ikke langt væk fra scenen, før musikken blev overdøvet af snakken.
Helt modsat var oplevelsen i Pumpehuset og til dels Visemøllen, hvor Danni Nicholls gav to helt identiske koncerter. Her er stemningen så intim, at man næsten ikke tør skifte siddestilling af frygt for at ødelægge koncerten. Briten fortalte, hvorledes hun var blevet ’fanget’ af den amerikanske countrymusik – dels via bedstemorens pladesamling, dels via en pilgrimstur til Sydstaterne og især miljøet i Nashville, hvor hun havde haft countryrockeren Al Perkins som mentor og producer. Hendes sange er ikke uforglemmelige, men det er hendes sang, som var helt overvældende.
Leyla McCalla husker nogle måske fra en tidligere Tønder Festival-koncert sammen med Carolina Chocolate Drops. Nu har hun en trio og holder sig stadig til celloen og clawhammer-banjoen. Selve musikken, som mest har rødder i Louisiana og Haiti trængte ikke helt igennem, men det gjorde til gengæld hendes multikulturelle budskaber.
Det lykkedes mig kun delvis at træde ind i John Morelands sangunivers. Dette er nemlig mørkt og trist og forekommer hudløst ærligt. Flere sange vakte alligevel samme nysgerrighed, som man kan opleve, når nogen tør udstille deres personlige historier og lidelser. Morelands kraftige overvægt, hans guitarspil og sang overskygges nemlig hurtigt af hans lyrik. Selvfølgelig er der stor lighed med flere af Steve Earles sange, men hans forsigtige måde at råbe sin depression ud på fik mig snarere til at tænke på de mere introverte sange af Hank Williams og Townes van Zandt.
Shovels & Rope Foto: Per Dyrholm
Helt modsat opstemte, lystige og udadvendte var især de to ægtepar Cary Ann Hearst/Michael Trent og Cara Luft/JD Edwards, som optræder hhv. under navnene Shovels & Rope og The Small Glories. Begge har de tætte vokalharmonier som varemærke, og det tænder altid min opmærksomhed. Small Glories med guitar og banjo som akkompagnement og Shovels & Rope med mere komplekse elektroniske virkemidler.
Parker Milsap er et nyt navn på den moderne folkscene. Han får kun et ’godkendt’ fra mig. Gode sange og god, kraftig stemme, men ufærdig som talent. De tekstbrudstykker, som jeg fangede virkede lidt klichéagtige, og genreskiftene mellem blues og country forekom mig lidt rodet.
Grant-Lee Phillips
Grant Lee Philips har til gengæld været på den såkaldte indiescene længe. Mest kendt fra bandet Grant Lee Buffalo, men de senere år som soloartist. Jeg nåede kun en halv koncert, men det var tydeligt, at han har en stor fanskare. Igen en stor stemme og gode sange. Normalt ønsker man musikerne stor succes, men jeg tror, at et stort hit kunne ødelægge den indie-stemning, som Philips har med sine fans.
Endelig en overraskelse i form af William Prince. Canadieren af indiansk afstamning har en meget behagelig barytonstemme og et underspillet guitarakkompagnement. Han formår at skrive så vedkommende sange, at man drages ind i hans verden og kan gennemleve et stort følelsesregister. Prince er tydeligvis en rutineret performer, som kan manipulere med sit publikum. Han fortale også, at han i årevis har optrådt på små steder og tjent til dagen og vejen, og han er nok prototypen på det, vi tidligere kaldte en folkesanger.
Som det fremgår af rundturen, var meget af den americanamusik, som jeg oplevede, fokuseret på sangteksterne. Derfor er det en luksus at kunne krydre dette med den rytmiske og virtuose musik, som det store program af irsk/skotsk musik udgjorde. Jeg synes, at genrerne supplerer hinanden flot og håber, at disse to musikalske linjer bliver fulgt fremover.
