Så er den 43. Tønderfestival netop overstået: Gensyn med gamle venner, rimeligt vejr, nye spillesteder, begrænsede muddermængder, større campingvogne, god øl og masser af musik. Tønder Festival er en festival, der især i de senere år har bevæget sig kraftigt væk fra det akustiske folkemusik-DNA, som oprindeligt kendetegnede den og adskilte den fra skoven af andre festivaler. Men en festival, der har vist sig som en overlever trods mange spådomme om dens død. Det var 30. år i træk, jeg havde købt armbånd, og jeg søgte i det omfang jeg kunne få plads på de små spillesteder så vidt muligt tilbage til rødderne.
Dem fandt jeg i Telt 1 en herlig lørdag eftermiddag, hvor den amerikanske tredje-generations Loudon Wainwright III (øverste foto), der snart fylder 71, fyldte teltet i halvanden time med meningsfyldte sange med bid i. Sange, der helt i Pete Seegers, Joan Baez´ eller Tom Lehrers ånd bar budskaber om, at verden kan blive bedre, hvis vi synger om drømme og deler visioner. En af dem handlede om en ond drøm, nemlig at Donald Trump skulle gå hen og vinde præsidentvalget.
Sangen var skrevet nogle måneder før valget og var ment som en – troede Wainwright – usandsynlig dystopi. Indtil man så hørte resultatet i medierne. Wainwright har en utrolig mimik, en levende sceneoptræden og en tunge, der af og til kommer ud og understreger pointerne. Han veksler ubesværet mellem piano, guitar og ukulele.
En anden stor oplevelse var Kvindernes Sangkreds, Womens Circle, lørdag eftermiddag. Kvinder har gennem menneskealdre været tildelt en minoritetsplads i musiklivet, men her fik seks kvinder mulighed for i et par timer at få et særdeles opmærksomt, og trofast stående publikum i tale. Ikke mindst newzealandske Tami Neilson imponerede med sin fantastiske stemme og sit mod til at være anderledes. Ligeledes var det skønt at høre humoristiske danske Laura Mo og Dorthe Gerlach, der også synger i gruppen Hush.
Denne gruppe, som har eksisteret i 20 år, var for første gang med i Tønder og blev rigtigt godt modtaget, skønt mange nok vil mene, at deres bløde country ligger et stykke fra festivalens oprindelige udgangspunkt. Det samme kan man i øvrigt sige om mindst halvdelen af de medvirkende på årets festival. Det føltes f.eks. for mig ret akavet at skulle synge ”Will The Circle Be Unbroken” efter Jonah Blacksmiths rendyrkede rock i Telt 1.
På de helt små scener kunne man til gengæld undertiden stadig finde rødderne, således på den ydmyge scene ved Campinghøkeren. Her kan alle amatører skrive sig på programmet, og skønt mange af dem er store talenter med smuk instrumentbeherskelse, spiller de undertiden for mindre end en håndfuld mennesker og til lyden af snak og bajere, der langes over disken. Fredag eftermiddag sent samlede den ferme århusianske bluegrassgruppe, ”Bluegrass Boulevard”, festivalens i øvrigt eneste indslag i denne genre, omkring 25 begejstrede publikummer til flotte harmonier og livsglade rytmer med den femstrengede banjo i centrum. http://bluegrassboulevard.dk/.
Det er umuligt at nævne alt, hvad der passerede på den 43. festival. Her blot lidt spredte iagttagelser: Det var som altid en drøm at høre Hans Theessink, som dannede duo med Terrry Evans – en 70-årig og en 80-årig, der i den grad kan endnu! De unge irere fra ”Socks In The Frying Pan” og ”Daoiri Farrell Trio” var en både humoristisk og virtuos samling traditionsbærere, som tilmed på et tidspunkt sendte balloner ud over deres publikum!
Andre solide og velsyngende traditionsbærere med bid i er engelske Greg Russell og Ciran Algar, som spillede søndag ved aftensmadstid. Endelig vil jeg nævne trioen Zenobia, der i år, deres 10-års jubilæumsår, netop har udgivet cd´en, ”Blot En Ild”, som de gav smagsprøver på Folk Spot lørdag. Noget så usædvanligt som en ungarsk sigøjnergruppe var også repræsenteret i år. Det var Romengo, som havde et solidt greb i et dansende publikum, og hvis sangerinde var noget af det nærmeste, man kunne komme på sygdomsramte Annisette fra Savage Rose, som desværre måtte melde forfald torsdag aften.