Runrigs absolutte sidste koncert i Danmark, efter 45 år som liveband, blev meget passende åbnet med et vemodigt historisk tilbageblik på storskærmen og med nummeret The Years We Shared. For der har været et langt og tæt forhold mellem bandet og deres mange hardcore-fans både her i landet og i Tyskland – samt selvfølgelig i deres hjemland. Dagen efter koncerten var det nøjagtigt 35 år siden, at bandet for første gang var i Danmark.

Det blev en helt fantastisk koncert med genhør med mange af deres kendte melodier fra et kæmpestort sangkatalog. Der stod ikke mindre end 29 melodier på aftenens sætliste. Det er jo også noget af et eldorado for folkrock-fans med 14 studiealbums, seks livealbums, otte opsamlings- udgivelser og ikke mindre end 31 singler og EP’er. Dertil kommer adskillige videoer og DVD’er og 12 specielle albums, som har kunnet erhverves af bandets fanklubmedlemmer. Samt en bog med sangtekster og noder på næsten 300 sider.

Der blev slået på trommer i Boxen. Privatfoto

Så aftenens program var en blanding af melodier fra de 45 år, bandet har spillet. De to brødre Rory og Calum Macdonald grundlagde bandet sammen med Blair Douglas, der stoppede i 1979, mens de nuværende medlemmer Malcom Jones på guitar og harmonika har været med i 40 år, trommeslageren Iain Bayne i 38 år. Den største ændring skete, da den canadiske sanger Bruce Guthro afløste Donnie Munro for 20 år siden. Brian Hurran er bandets ”nye” mand, da han ”kun” har været med i 17 år, efter han afløste Pete Wishart på keyboard.

Men tilbage til en begivenhedsrig aften for de ca. 15.000 publikummer, hvor der var spændende videoklip på storskærmen, flammekastere foran på scenen (det var jo også St. Hans aften), papirkanon, duet mellem Bruce Guthro og Julie Fowlis (sidstnævnte på video, men hun kommer til bandets to afsluttende koncerter i Stirling 17. og 18. august.)

Arkivfoto

Der var et par flotte trommesæts-numre, som altid er populære islæt med de dygtige musikere. Bruce Guthro gav Year Of The Flood alene på scenen, og ellers kørte den velsmurte Runrig-maskine med tre timers intens folkrock i højeste klasse. Og som altid forstod bandet at få publikum med.

Der blev sunget, hoppet, stampet, og brugt de mange forskellige klapperier og armbevægelser til alle de kendte sange, som hver især har deres bestemte publikumsattituder på de stopfyldte gulvpladser i Boxen. Vi fik enkelte gæliske sange, inden de første tre ekstranumre, som blev fulgt op med fire ekstra-ekstra numre, og her kunne man med vemod og alligevel stor glæde skråle med på Loch Lomond en allersidste gang, inden det afsluttende nummer Hearts of Olden Glory.

For som Bruce Guthro sagde, så skulle aftenen ikke være en sørgmodig og trist begivenhed, men en festlig og glædelig oplevelse. Det blev det absolut med det altid veloplagte og energiske band i topform, hvor de kendte toner fra det skotske band flød som mælk og honning i et forrygende lyd- inferno – som selvfølgelig bliver savnet på livescenen. Runrig har i mange årtier besøgt Danmark næsten hvert år og somme tider været på to turneer nogle af årene.

Bandet gav publikum den sidste liveoplevelse med bravur. Det er en koncert, man vil huske i lang tid.

http://www.runrig.co.uk/#home-section

https://www.youtube.com/watch?v=9zFRXIaCdck