Festivalen har hvert år en middelalderbosætning, hvor nogle familier bor og viser deres traditionelle sysler. Da Virelai indtog den udendørs Dansetræ-scene afbrød disse familier deres aktiviteter og deltog i de musikalske festligheder.
Virelai
Virelai er nemlig blevet ét af de bedste danske ensembler med speciale i middelaldermusik, og der er sket store ting. Da jeg først hørte dem for flere år siden, fik jeg indtryk af et orkester, som havde travlt med at virke autentiske og derfor havde en lidt formel, akademisk og teoretisk tilgang til deres musik og klædedragter.
Deres lørdagskoncert var nærmest modsat: De var naturlige, levende, udadvendte og smittende. Årsagen er vel at finde i de mange jobs, de har haft i de mellemliggende år. Foruden næsten alle middelalderarrangementer underviser de og giver mange koncerter i anden sammenhæng. De er nærmest blevet mestre i at formidle den gamle musik og i at opnå tæt kontakt til os lyttere.
Virelai har naturligvis fortolket den gamle musik og tilpasset den til nutiden. Det er i hvert fald længe siden, at jeg har fundet det helt naturligt at synge med på det gammeldags sprog og samtidig gestikulere på f.eks. sangen Ulv, Ræv Hare, uden at det bliver lidt børnehaveagtigt.
Jeg fik at vide, at de tidligere havde haft lydproblemer. Det var måske derfor, de valgte at optræde uden lydforstærkning. Med Mia Guldhammer i centrum og de meget levende musikere omkring hende fik de først publikum helt tæt omkring sig til en intimoplevelse for derefter at lokke dem ude i kædedanse. Stor begejstring.
Der er åbenbart noget genkendeligt og smittende i disse gamle sange og lyden af de gamle instrumenter, og det er værd at huske, at denne slags direkte kontakt mellem musikere og lyttere er noget, som de andre musikgenrer ikke kan præstere. På dette område styrer folkemusikken. Her kan man opleve at komme svimlende langt tilbage til historien. Her kan man være hedning og moderne samfundsborger på samme tid.
dav
