Årets Visepris gik til Danmarks levende leksikon inden for gårdsanger- og protestsangstraditionen, Fin Alfred Larsen

Han er efterhånden blevet 83 år og har livet igennem, siden han som 10-årig fik en banjo af sin mor, med stor glæde og musikalsk appetit samlet den levende sangtradition, som han gengiver for os med sjove beretninger og ord, der maner til eftertanke. Han havde en mor, der lovede, at han ville få en krone for hver ny sang, han lærte, og det er blevet til ikke så få siden! Navnet er selvfølgelig Fin Alfred Larsen, og han modtog fuldt fortjent fredag eftermiddag på Musik over Præstø Fjord, en nyskabelse, nemlig årets Visepris, der er indstiftet i samarbejde med Visens Venner.

Fin Alfred spiller en lang række instrumenter, heriblandt harmonika, mandolin, guitar, banjo, sækkepibe, klarinet, diverse fløjter, horn og meget mere. Men fredag eftermiddag var det nu harmonikaen, der var fremme, akkompagneret af sønnen Morten Alfred Høirup på guitar. Fin Alfred, hvis efternavn kun de færreste bruger, kan en helt utrolig mængde sange som han har gået og samlet i sit lange liv, ikke mindst på lange vandreture i Danmark, Tyskland, Italien, Spanien og ja hele Vesteuropa.

”Jeg har rendt rundt i røven på gårdsangerne altid og har sunget alt muligt: Fra Elvis til cowboysange”, sagde han. ”I dag er det næsten umuligt at vær gårdsanger”, tilføjer han med vemod, ”for enten er folk på arbejde, eller også har portene til gårdene fået dørtelefoner og koder, så man ikke kan komme ind”. Men sangene holder i den grad endnu og fortæller en broget Danmarkshistorie om længsel efter kærlighed, om fattigdom og om savn. Nogle synes sikkert, at gårdsangerne har været FOR effektjagende og tårepersende. Vi får i hvert fald af Fin Alfred beretningen om, at en mand lovede ham og hans medmusikanter tre bajere – hvis de ville holde op med at spille!

Fin Alfreds og Mortens koncert i Viseteltet efter prisoverrækkelsen var en velkomponeret tematisk demonstration af sange med bid og med antimilitaristiske holdninger – sange helt i Pete Seegers ånd, og en dansk version af ”Where Have All the Flowers Gone” var da også med i programmet. Eftermiddagen indledtes med Poul Sørensens stærke og evigt aktuelle sang fra 1936 om ”Den Tapre Landsoldat”, om soldatens barske lod som kanonføde for verdens krigsgale herrers vanvittige påfund.

Ejnar Kampp (1928 – 2007) skrev i starten af 1950´erne sangen, ”Vi Vil Se Land”, hvis indledende linje fortsætter: ”Uden bomber og kanoner”. Den var selvfølgelig også med ligesom Boris Vians ”Desertøren”, der blev fremført første gang i 1954 som en protest mod Frankrigs krig i Indokina. ”Desertøren” findes i flere udgaver på dansk og er oversat til 111 sprog, fortalte Fin Alfred. Selv foretrak han Kjeld Ingrischs version, som blev sunget efter en beretning om, at Fin Alfred selv havde truffet flere franske desertører dengang i 50’erne på værtshuset Pilegården i København. Faktisk var der dødsstraf for at desertere, sagde Fin Alfred, så det var folk, der var i yderste fare i deres hjemland.

Det engagerede publikum den fredag eftermiddag i Viseteltet sang godt med på ”Mallebrok”, ”Jeg drømte mig en drøm i nat”, ”To Hvide Liljer og en knækket søjle” af Sigfred Pedersen, ”På Samsø Var en Pige” og mange flere – og også på den afsluttende sang af Bobby Darin i Eddie Skollers danske oversættelse, ”En Enkel Sang om Frihed”.

En eftermiddag med evigt aktuelle tekster, bid og holdning. Folkesange, når de er bedst og måske kan være med til at forandre verden til det bedre. Tak til Fin Alfred og Morten for at holde den kritiske folkesangs- og protestsangstradition i live.