Der var spænding i luften før aftenens koncert. Lokale Mongoose skulle bevise deres værd foran et forventningsfuldt publikum med deltagelse af familie, venner, musikfolk og mange nysgerrige som jeg. Et såkaldt album launch – en udgivelsesfest – skulle løbe af stablen, og det startede med en kraftfuld opvarmning i skikkelse af et nyt lokalt sangtalent, Laura Ryder med bandet Ampersand.
Jeg kendte kun Mongoose fra deres smukke kvartetsang på deres iørefaldende ”Two Birds” og deres version af Phil Lynotts ”Old Town”, men de har siden udviklet sig bort fra det poppede og søgt en mere elektrisk og eksperimenterende retning. De valgte at spille hele deres nye album, ”Suck The Wound”, suppleret med enkelte ældre sange, og især deres tætte firstemmige vokaler blev eksekveret med præcision og koncentration. Deres producer, Alex Borwick, assisterede diskret.
edf
Aftenen blev samtidig en pejling af de nye kuld af unge ikke-traditionelle irske musikere. De skriver deres sange på et bredt grundlag af inspiration hentet fra hele verden. De tør tro på egne evner fremfor at kopiere andres successer. Vi fik delikat indiefolk, jazzet latin, bolero og dystre ballader og lystige energiudladninger indhyllet i både dynamiske akustiske og elektroniske lydlandskaber. Og publikum elskede det og kvitterede med både klapsalver, skrig og skrål.
Jeg fik en snak med bandet (Molly O’Mahony, Ailbhe Dunne, Muireann Ní Cheannabháin and Cara Dunne) og deres entourage under efterfesten og opdagede, at jeg var havnet i en kreds af unitarer. De var lykkelige over den gode modtagelse af deres nye sange. De fortalte, at de siden deres start i 2015 havde betragtet musikken som en hobby, men at de nu var motiverede til at blive professionelle. De havde foreløbig tre måneders orlov fra job og studier for at arbejde fuldtid med deres nye musik, herunder indspilningen af albummet. De har finansieret nogle af deres udgifter med en crowdfunding, og er nu på vej ud på en Irlandsturné. De håber siden at blive engageret i det europæiske fastland.
De fortalte endvidere, at Det Unitarisk Kirkesamfund er et trygt og tolerant forum, hvor man forsøger at glemme de gamle stridigheder i Irland mellem protestanter og katolikker. Deres tekster er ikke religiøse eller prædikener, men poetiske og fantasifulde. Jeg er måske ikke unitar, men nu er jeg Mongoose-fan.
Musikbyen Dublin ser ud til at fortsætte med at fostre store musiknavne, som er med til at sætte standarder i hele verden. Denne premiere var måske et nyt skridt i den retning. Mongoose har alt for meget kant til at blive et nyt The Corrs, men deres musik resonerede i hvert fald tydeligt dybere på alle os, der deltog.
https://www.facebook.com/mongoosetunes/
https://www.youtube.com/watch?v=RLrbvzwq-Tk
