Lonnie Kjer har tidligere og under et andet efternavn slået sine folder i grand prix-verdenen, men stod i år på scenen i Strib med sin musikalske makker Stefan Mørk og deres fælles musikere. Genren må vel nu henføres til det lidt flydende begreb sanger/sangskriver.

De er begge udstyret med lidt luftige stemmer og harmonerer derved ganske godt sammen. De fremstår med god enhed i udtrykket med deres velklingende vokalharmonier. Akkompagnementet er akustisk, og musikerne er kompetente og loyale uden dog at markere sig specielt voldsomt. Også med den vinkel markeres loyaliteten, for sangduoens repertoire kan også dårligt betegnes som specielt markant.

Melodierne er harmoniske, men vigende og svære at huske bagefter, og teksterne handler – som så dræbende mange andre – om tosomhedens skiftende udkrystalliseringer. Introduktionerne pegede godt nok i retning af, at der var en mening med det hele, men den har det med at forsvinde, så snart den engelsksprogede sang toner frem i lydanlægget. Det fremmer heller ikke oplevelsen af oprigtighed, at de to forfaldt til den udbredte uskik at definere deres poetiske hjerteblod i forhold til deres pladeudgivelser fremfor til deres levende liv: ”Her kommer en sang fra vores cd.”

Det hele fremstod lidt anonymt, lidt forudsigeligt og ganske uden kant. Da gæstemusikeren Jane Clark trådte ind på scenen med sin violin, blev hun alene om at levere en markeret og engageret indsats. ”Det var sjovt”, takkede hun af med, og hun lød også sådan undervejs.

Lonnie Kjer & Stefan Mørk, Strib Vinter Festival, 18. februar 2011

Nils Thorlund