Tupelo-frontmand James Cramer solo
Søndag aften i Metronomens smukke, lille sal med himmelkig i loftet blev en ganske speciel oplevelse. James Cramer, forsanger i det populære irske band Tupelo, stod alene på scenen eller rettere: Han sad på en stol – og der var ingen scene. Den var ikke nødvendig i rummet, hvor vi sad alt for få. Med sig havde han to guitarer, en bouzouki, mundharper og en spansk timples, der ligner en ukulele og har den sødeste, sprødeste lyd. Hele koncerten var hundrede procent akustisk, og hans sang stod meget rent og fint – og en anelse høj – i det forholdsvis tomme rum, som i de næste par timer fyldtes med James Cramers afdæmpede sange.
Afdæmpet? Det er ikke sådan, hans mange fans kender ham bedst. Sammen med Tupelo er han kendt for sin dynamik, sin energiske springen rundt på scenen, mens han spiller og synger. Som lidt af en charmerende spradebasse og en sprællemand, der hele tiden driver sit band videre ud i musikken. Ja, en entertainer.
Denne aften viser han en anden side af sig selv. En langt mere indadvendt side, præget af en tydelig alvor. Nu er det James, som han også er. En sangskriver, der har noget på hjerte med sange, der skal formidles og forstås – ikke sælges og proppes ind med charme. Det er selvskrevne sange, bl.a. dem fra hans første soloalbum ”The Lights of Lisnakay”, der kom for tre år siden. Albummet var kort – 21 minutter og syv sange – men et, der står hans hjerte nær. Hans egen musik sat til digte af krigsveteran og kz-fange i 2. verdenskrig – og postbud fra County Fermanagh – Matt Duggan, hvis digtsamling, James Cramer tilfældigt faldt over på et bibliotek og fik lov til at sætte i musik af Duggans søn.
Det blev en overraskende stille aften, men én som ingen af os glemmer. Optimalt for en kunstner er det nok ikke, når publikum vælger at blive hjemme, før en ny travl uge begynder. Men for os, som var der, blev den et vidunderligt møde med en sanger-sangskriver, der vil noget med sine sange og med sig selv – og også med sit band, som er en helt anden side af samme sag.
Jeg tror ikke, at James Cramer var helt upåvirket af det lille publikum. Den selvsikkerhed, han normalt udstråler, var stadig til stede, men især kanaliseret ud i sangene. Ud i at vise os at denne version af James er lige så vigtig som den energiske entertainer, han er sammen med sit band. Han er en yderst begavet musiker og et tænkende og seriøst menneske, det fornemmer man klart – og en musiker, der elsker alle hjørner af musik. Han begyndte som godt 10-årig med Van Morrison, dennes gamle band Them, af rhythm’n’blues og gospel og lyttede i en uendelighed til blueslegender som John LeeHooker, Leadbelly og Sonny Boy Williamson. Til countrystjernen Hank Williams, folkhelten Pete Seeger, Luke Kelly, The Rolling Stones, Bruce Springsteen, Richard Thompson, nye navne som Bon Iver og The Avett Brothers – og Andy Irvine, hans særlige helt. Samt mange flere endnu. Mange forskellige inspirationer og indflydelser, der alle har gjort ham til den musiker og det menneske, han er.
I andet sæt var han mere afslappet, mere snakkende om sangene, og det havde også undret lidt, at denne ellers så udadvendte musiker ikke havde sagt så meget. Det handler muligvis om, at vi ikke var mange, men til gengæld havde vist os som et begejstret og åbent publikum, eller bare om at han slappede mere af efterhånden. Det løftede i al fald den allerede fine, men også lidt alvorlige stemning. Jeg kan forestille mig, at når han spiller i Baltoppen i aften (tirsdag) til et formentligt meget større publikum, så vil han rulle lidt mere af sit kendte entertainer-gen og humor ud. På den anden side er det ikke et must, for hans sange og stemme står stærkt.
Koncerten søndag blev rundet af i den sal, der normalt bruges i Metronomen, hvor James Cramer også viste sine evner på flyglet – og i øvrigt spillede mundharpe til. Det ser man ikke så tit. Men der var ikke skyggen af en banjo! Tirsdag d. 6.oktober spiller han som nævnt i Baltoppen, onsdag på Jyderup Højskole, begge aftener kl.19.30. Naturligvis er der også et soloalbum så småt på vej, og at James Cramer fortsat kommer til at fylde på den irske scene (og måske mere) fremover er der ikke mindste tvivl om.
Ingen grund til at lave det samme album igen – hele tiden nyt, på vej videre…mig selv og bandet.