Harald Haugaard har begået sit andet soloalbum. Det kan man ikke sige ét eneste ondt ord om, og hvorfor skulle man også det? Haugaard er på toppen af sin karriere, men mon ikke det lykkes ham at kravle, nej, springe! endnu højere op. Manden har jo violinistiske syvmilestøvler på.

Man kan ikke som sådan kalde det følgende for en anmeldelse. Snarere en konstatering af at denne danske, men også i folkemusikkredse verdensberømte folkemusiker uden besvær lever op til de gigantiske forventninger, der er til ham. Alle de mest positive superlativer har vistnok været i spil, når det gælder Harald Haugaard, og det er der såmænd ikke noget at sige til.

Men jeg prøver alligevel at føje et par ord til min date med ”Den femte søster”. Når jeg kalder det en date eller et stævnemøde, er det, fordi det ikke så ofte er ”violinalbums” (hvis der ellers er noget, der hedder det), der snurrer rundt i cd-maskinen. Men fremover får det da en anden lyd! Med sit drømmehold af musikere, der både følger ham perfekt og også selv kan tage têten, er Haugaard selvfølgelig det uomtvistelige midtpunkt, men alle er med til at skabe en række både knivskarpe, melankolsk-bløde og muntre stemninger. Med nærvær og nerve, som én helhed. Ingen steder for meget og aldrig nogensinde for lidt.

Albummet består af 13 kompositioner og arrangementer, bl.a. en strygekvartet i tre satser med Andreas Tophøj på 2. violin, Hal Parfitt-Murphy på bratsch/viola og på cello Kirstine Elise Petersen (ligesom på fem andre numre). Fantastisk! Titelnummeret, der indleder cd’en, byder velkommen og er nærmest en kulmination i sig selv. ”Tokyo Thoughts” til de mange venner i Japan. ”The Fiddle School/Ærø Trekant, som Harald Haugaard har skrevet og spiller sammen med Helene Blum er umanerligt veloplagt, men det er de faktisk alle sammen uden undtagelse. Helene Blum synger dejligt på albummets sidste nummer (det eneste med sang): ”Alt hvad vi drømte”.

Milepæl fra Pilehuset

Nu har jeg i over en uge haft stævnemøde hver dag med ”Den femte søster”, og det blev en drømmedate. Vi skal stensikkert mødes rigtig tit i lang tid fremover. Det skyldes selvfølgelig, at albummet for Harald Haugaard er så langt mere end et flygtigt møde. Det er passion for sin musik og sit instrument, det er hjerteblod. Endnu en udvikling, en sum af allerede mange erfaringer, liv og kærlighed. Virtuost spillet (umuligt at undgå det ord!), fint sammensat, så vi både rocker og ruller, bliver vemodige, imponerede, berørte og glade.

En milepæl, er det fristende at skrive. Eller: Endnu en milepæl – fra en musiker, der i eget navn og sammen med diverse faste medspillere, har modtaget ni DMAer og turneret og begejstret overalt i verden. Han kan være stolt af ”Den femte søster”, som han begyndte at arbejde på straks efter udgivelsen af sit første soloalbum ”Burning Fields” i 2009. ”På kanten af afgrunden har jeg mærket musikkens og livets kraft”, skriver han selv i en usædvanligt informativ og velskrevet pressetekst. I musikmagasinet ”Sing Out” har de skrevet: ”Haugaard is the master of sublime moments”. Der er ikke andet her.

Medvirkende musikere foruden de nævnte er på guitar Mattias Perez, Roger Tallroth og Rasmus Zeeberg. Bas Tapani Varis. Percussion Sune Rahbek. Alle sammen top class. ”Den femte søster” er udgivet på Pile House Records i samarbejde med det tyske Westparc Music. Producer Torben Sminge, mikset af Søren Mikkelsen i Medly studiet.

www.haraldh.dk

 

Harald Haugaard: Den femte søster, Pile House Records 2011

Af Lissen Jacobsen