”On your right hand you have the Round Tower” lød det på Valby-engelsk, da en travl guide førte turister rundt i indre København, som denne sommersøndag summede af liv. Således også hos naboen til Rundetårn – Studenterhusets hyggelig caféscene i baggården, som Freja Würtz med band indtog.

Vistnok nordjyske Würtz debuterede for et års tid siden, og selv om hun gav en dejlig koncert, så kunne man fornemme, at hun ikke var helt komfortabel og rutineret. Dette blev ikke bedre af nogle små tekniske problemer.

Hun er singer-songwriter i den efterhånden lidt ordinære folkpop/americana-stil. Mange af hendes sange minder om noget, man har hørt før. F.eks. har hun en stemme og frasering, der lyder som Anne Dorte Michelsen. Man fornemmer et talent, som ikke er helt udviklet, og hvis sange og sangstil endnu er påvirket af hendes idoler.

Bagkataloget er stadig lidt spinkelt. Bandet spillede sangene fra EP’en ”Listen” og måtte tage en julesang med for at fylde sætlisten. Og det obligatoriske ekstranummer blev en gentagelse af halvdelen af deres sidste sang.

Würtz havde medbragt et kompetent band, som vekslede mellem det akustiske og elektriske lydbillede, og det blev en behagelig koncertoplevelse. Med lidt mere pondus og individualitet kan Freja Würtz godt blive et navn, som kommer på alles læber.

https://www.facebook.com/watch/?v=1111427059059231