Før koncerten spurgte jeg Ed Askew om hans unge år som folkesanger. Han fortalte, at perioden 1966-68 havde været lærerig. ”Jeg følte mig som en slags outsider i folkemusikmiljøet. Jeg spillede nogle enkelte gange i nogle af de legendariske klubber i både Cambridge, Boston og i New York, indtil jeg fandt ud af, at jeg i modsætning til de andre folkies måtte betale for at spille. Jeg var imidlertid heldig, at Bernard Stollman fra det progressive ESP Disk gerne ville indspille nogle af mine sange, og jeg fik lavet lp’en Ask the Unicorn”. Askew ernærede sig siden mest som billedkunstner og underviser, men mange år senere begyndte flere at fremhæve Ask the Unicorn som et overset mesterværk, og han har siden både indspillet og optrådt med gamle og nye sange.
Koncerten blev en ganske speciel oplevelse, bl.a. fordi Askew og hans musik er meget personlig og skrøbelig. Han en anti-entertainer. Hans fremtoning var næsten undskyldende og distræt, hans præsentationer fortabte sig oftest i bisætninger, og han gjorde ikke meget for at vinde publikums engagement. Det behøvede han heller ikke, for hele salen var så lydhør, at de spinkle toner fik større intensitet.
Hans tekster ramte sporadisk god lyrik, men omhandlede oftest små hverdagsbetragtninger uden moraler eller personlige meninger. De udpluk af hans gamle sange fra Ask the Unicorn, som han fremførte, var så metaforiske, at det var svært for mig at begribe, at de handlede om Vietnam-krigen,og fortællinger om miljøer, venner og bekendte virkede ikke så levende som f.eks. jævnaldrende Lou Reed og beatgenerationsforfatterne kunne gøre det..
Desværre havde han ikke medbragt sin 10-strengede Tiple Martin-guitar, som bidrager til Askews personlige sound. Han nøjedes med sin mundharpe og lod det være op til pianisten og el-guitaristen. Deres akkompagnement bestod meget af enkeltone-ostinater, der gav en ikke-rytmisk og nogle gange ensformig og hypnotisk virkning. Askew har ellers en god sangstemme, men det var kun i Rodeo Rose og enkelte andre sange, at han lod sin fine vibrato klinge, ellers var det mest halvt tale/halvt sang.
En sådan intimkoncert ville mange finde kedsommelig, andre pinlig inderlig, men det så ikke ud til, at det var dem, der prægede publikummet. Det lod sig derimod tryllebinde og benyttede stemningen til at glide ind i et univers, hvor musikken ikke fungerer som akkompagnement til en fest, men som en mulighed for eftertænksomhed og mystik. Askew introducerede os desuden for den nye disciplin: Soft clapping. I stedet for den normale takstfaste klappen blev vi opfordret til en næsten ikke hørbar klappen. Alt i alt en alternativ oplevelse og et møde med en sanger og sangskriver, som går sine helt egne veje.