Fredag d. 23. nov., Karens Minde Kulturhus, København.

Signe Borch og Christian Feierskov. Pressefoto

Foruden de månedlige koncerter med danske og udenlandske bluegrassorkestre arrangerer foreningen Oldtime og Bluegrass i Danmark en årlig minifestival den sidste weekend i november. Igen i år var et varieret program sammensat til glæde for de knap hundrede fremmødte gæster.

Danske Signe Borch & Christian Feierskov åbnede aftenen med afdæmpet, men intens duetsang med sprød guitarbacking. Signe Borch har tidligere vist sin begejstring for Gillian Welchs og David Rawlings fortolkninger af sange hentet fra USAs rige tradition af duetsang, og der blev også plads til én Welch-sang, men det er sange fra 1940’erne og 50’erne, der indtil videre dominerer duoens repertoire.

De er udvalgt med sikker hånd og fremført i autentisk stil. Smukke versioner af Midnight On The Stormy Deep, Green Pastures og Wildwood Flower viste, hvor godt deres stemmer passer sammen, og hvor tæt og godt de allerede er indøvet. Det var nemlig debut for duoen, men forhåbentlig vil de arbejde videre i denne stil. Det er tydeligt, at de har en ægte glæde for disse sange og ikke en smart kommerciel hensigt. Trods de tragiske og religiøse temaer i sangene, så fungerer de imidlertid så godt i koncertform, at duoen sagtens kan finde det større publikum, som de har allerede nu har fortjent.

Lige så danske og lige så ægte optaget af USAs traditionelle musik, men lige så modsatte i udtryksform er The Possum Whackers. De spiller nemlig dansemusik med humor og løsere struktur i såvel numre, repertoire som besætning. Med veteranerne Ole Rossel, fiddle (ex. Van Dango) og Axel Kanne, guitar og sang, i centrum ved vi, at der er dømt ægte mountain-musik. Det er primært instrumentalnumre som Sandy Boy, Boatman og Indian Squaw og andre fiddletunes, der er på repertoiret, men enkelte sange (Al Smith Blues og Don’t Let Your Deal Go Down) nåede de også rundt om. Med en lidt anden besætning har de lavet en CD, som anbefales. Yderligere en fiddle, jødeharpe, banjo var blandt den øvrige instrumentering, og Axels kone Anne måtte med kort varsel overtage John Andersens gulvbas ”som hun havde gået derhjemme og kigget på i længere tid”. Navne på den øvrige besætning må I have til gode ligesom navnene på medlemmerne i aftenens tjekkiske hovednavn Goodwill.

De spiller hård, moderne bluegrass. Og det er udført med forbavsende virtuositet. Dobro-, guitar- og banjosoloer fløj omkring, og de stramt arrangerede numre blev afleveret præcist, men desværre er jeg nødt til at nævne min fordom for tjekkisk bluegrass. Interessant nok er Tjekkiet med sine mindst 200 (ja, to hundrede!) bluegrassbands Europas absolut største bluegrassland. Den store interesse er opstået som en reaktion på de mange års forbud mod USA-kultur bag jerntæppet. Mange af disse orkestre har jeg hørt, enten når de har gæstet Danmark, spillet på europæiske festivaler eller på tjekkisk hjemmebane. Med enkelte undtagelser har de nogle problemer, som begrænser min begejstring. De har et sproghandicap, så man næsten ikke forstår de engelske tekster, og så spiller de meget maskinelt og unuanceret. Hvor de fleste orkestre varierer tempo og sang- og instrumentalnumre, så spillede Goodwill-kvintetten i højeste tempo hele deres sæt. Vokalerne var glimrende, hvis de havde spillet rockmusik, men virkede malplaceret i bluegrass, og så slap jeg heller ikke denne gang for at høre Johnny Cash-sange på tjekkisk.

Hvis jeg skal være smagsdommer efter en meget varieret bluegrassaften, så vælger jeg det tragiske og smukke frem for squaredansmusik eller overgearet bluegrass.