calum heikkiKoncerten med de to unge musikere Calum Stewart og Heikki Bourgault var nummer 34 i rækken  siden 1. januar. Parret har turneret i Frankrig og Storbritannien, inden det blev til 11 koncerter i Danmark.

Aftenens koncert blev dedikeret til Jens Bendix, der døde pludseligt for kort tid siden, da det egentlig var på hans spillested Conamore, at aftenens optræden skulle have fundet sted.

Da instrumenterne var blevet justeret fra det sjællandske til det jyske (sagt med et smil på læben af Calum Stewart), blev der serveret reels, en enkelt march, jigs, viser og ballader i et overflødighedshorn, hvor især Calum Stewarts fløjteekvilibrisme imponerede. Men hans uilleann pipe-spil var også af høj klasse, og det uanset om det var skotsk musik eller tonerne var fra Heikki Bourgault hjemegn Bretagne. De to forstod også at variere musikken i flere forskellige tempi.

Der blev demonstreret en fascinerende blanding af gamle og nye melodier, hvor traditioner blandes med nyt, ikke mindst fra de to musikeres seneste album Hunters’ Moon. Her blev deres instrumentale dygtighed og dynamiske sammenspil bevist til fulde i flere smukt varierede medleys.

Den lidt generte Heikki Bourgaults guitarspil giver den rytmiske kulisse for Calum Stewarts forskellige instrumenter, og de to sympatiske og næsten ydmyge musikeres sammenspil var både traditionelt og grænseoverskridende. De to talentfulde musikere kommer til Danmark igen i  august.

http://calumheikki.com/home.html