Det blev en spændende lørdag på festivalen med et meget afvekslende program med flere positive musikalske overraskelser. Det var samtidig St. Patricks dag, og det var med til at præge festlighederne, da der var pyntet med flag, guirlander og baggrundslys på scenen i de irske farver. Så det var meget passende med den irske singersongwriter og guitarist Ben Turner, som var i Danmark for første gang. Han åbnede lørdagens koncertrække med dejlige og melankolske irske sange og ballader, inden han sluttede sin optræden med et enkelt muntert nummer, som han fortalte med et smil på læben.
Det skotsk-canadiske band Ewan MacIntyre præsenterede en blanding af stilfærdige melodier og fine harmonier i allerbedste folkpop-traditions stil, og kvintetten gav et varieret sæt ved deres første besøg i Danmark.Så kunne man glæde sig over 10 sangskrivere, der i to runder med fem musikere i hver gav et nummer plus et par fælles sange. Her kunne man bl.a. møde den velspillende og -syngende Brett Perkins, Jesper Gloor, Ben Turner og Perry Stenbäck, og det var en populær nyskabelse, hvor man fik præsenteret flere forskellige genrer på kort tid.
Det tyske band Kalüün var måske en af dagens helt store overraskelser. Kvartetten med brødrene Dennis og Dirk Werner på hhv. guitar og slagtøj og søskendeparret Keike og Jan Faltings på violin og mandolin var en fornyelse på den danske scene med frisiske sange fortrinsvis fra vadehavsøen Föhr.
De gav en meget velspillet koncert med den charmerende sangerinde Keike i forgrunden, som scorede mange point hos publikum både for sin smukke stemmepragt og for sit danske sprog, der dog indimellem fik smilene frem, når der var en vending eller et par ord, der ikke lige var helt korrekte. Men det var nemt at tilgive med søskendeparrets gode harmonier, hvor der både var plads til instrumentale numre og til en Robert Burns-sang på frisisk! Og så gav kvartetten mod sædvane et nummer på irsk for at fejre St. Patricks Day.
Så var det tid til ægte irske toner, da Downtown Dynt gik på scenen og gav de mange kendte melodier og sange fra det store irske folkkatalog. Trioen gav alle de velkendte numre, og det var både med varme og charme og tilrettet bandets helt egen stil. Så man kunne nyde senior John O’Driscoll og de to sønner Brian og Thomas Eoin på deres hjemmebane og samtidig glæde sig over, at der er et nyt album på vej med trioen.
Engelskfødte Tom Brakl har boet i Danmark en lang årrække, men er nu rykket til Kiel. Den tidligere gademusikant styrede løjerne på scenen, hvor han fik en stribe gæster, som under afslappede former gav numre hver for sig, inden de sluttede med den klassiske irske sang ”The Auld Triangle”, som nok er mest kendt i en version med The Dubliners. Herefter stod der bluegrass og countrypop på programmet med nordjyske The Raggedy Anns. De levede op til sidste års gode koncert og skabte stemning med deres positive tilgang til musikken, og man kan glæde sig til sommer, når bandet udsender deres første album.
The Great Malarkey måtte siges at være festivalens hovednavn – uden at forklejne de øvrige bands på festivalen. Det otte m/k store band skuffede heller ikke. De gav en fejende flot koncert med organiseret kaos på scenen og udenfor. Det var som vanligt den karismatiske sangerinde Alex Gillings, der førte an i festen, godt støttet af den delvis maskerede og meget muntre trommeslager Joni Belaruski, som trods sin fysiske placering bagest i bandet forstod både musikalsk og verbalt at være med i centrum.
I det hele taget skal man ikke glemme, at selv om der er sjov og ballade på scenen, så giver The Great Malarkey en flot koncert bl.a. andet med deres mini-brasssektion med tre musikere, som er med til at skabe stor variation i sæt-listen. Men det er nu Alex Gillings, der med sin energiske optræden og stemmepragt er og bliver bandets midtpunkt. Det blev en fantastisk og festlig afslutning sent lørdag aften.
Der er festival i luften igen i det sønderjyske område om en måneds tid, når folk BALTICA bliver afviklet 21.-29. april i en lang række byer både nord og syd for grænsen. Og så igen om ca. fem måneder, når det går løs ca. 50 kilometer længere mod vest. Men der er heldigvis plads til alle de musikalske fester – uanset størrelsen på de forskellige festivaler.