Festivalen blev officielt åbnet onsdag med taler og koncerter på Rådhuspladsen på en smuk sensommerdag. Trioen Hvalfugl lagde forsigtigt ud. Måske lidt for indadvendt til en travl Rådhusplads, men det var smuk instrumentalmusik med klare referencer til nordisk 1960’er-jazz.

Helt anderledes udadvendt var Feridah Rose med band. Den lille kvinde med den kraftfulde stemme og et veloplagt orkester fyrede en lystig gang afrosoul af. Med smittende rytmer skabte de glæde og vitalitet. Især en Angélique Kidjo-sang fik engageret lytterne, og den globale stemning blev nærmest understreget af forbipasserende konvojer af kinesiske turister.

Koncerterne på Rådhuspladsen blev flot bundet sammen af DJ Badian, som havde mixet og samplet verdensmusik ind i et herligt lydunivers.