Isbell har de senere år positioneret sig som én af de væsentligste americana-musikere. Han er bl.a. blevet belønnet med et par Grammy’er undervejs, og han indspiller og turnerer flittigt. Bare herhjemme kan hans stigende popularitet aflæses af hans koncerter: Først en lille scene på Roskilde Festival 2014, så Vega, som hovednavn på Tønder Festival sidste år – og i DR Koncerthuset til november. Årsagen er primært hans evne til at skrive sange, som er både velklingende og vedkommende.

Hans nye album rummer flere sange, som burde gøre både Neil Young og Bruce Springsteen misundelige. Det gælder både de akustiske som The Last Of My Kind, hvor Isbell spørger, om han virkelig er den sidste, som bemærker uretfærdigheder? Og de mere rockende sange som Cumberland Gap og ikke mindst White Man’s World, der er en sang af meget høj kvalitet. Her adresserer han de privilegier og problemer, som Kipling i sin tid berørte i sit berømte digt: Hvid mands byrde. Tunge emner som herredømme, imperialisme og race.

“I’m a white man living on a white man’s street. I’ve got the bones of the red man under my feet. I’m a white man looking in a black man’s eyes” og videre…”There’s no such thing as someone else’s war…We’re all carrying one big burden, sharing one faith”. Selv om sangen er skrevet i frustration over det seneste præsidentvalg i USA, er den bemærkelsesværdig ikke-beskyldende, men fokuserer derimod på det ansvar, som vi har – vi, der nyder godt af de fordele og privilegier, vi er født til.

Jason Isbell skriver personlige og reflekterende sange om væsentlige spørgsmål, og det har givet ham en stor gennemslagskraft. Han er blevet én af dem, man lytter til, hvis man vil have et ægte indblik i den almindelige amerikaners hverdag.