Fanø er for 11. år i træk stedet hvor folk- og rootsfestivalen Godtfolk afholdes fra 13. til 15. september.

Habadekuk

Programmet er netop offentliggjort, og der venter publikum mange ”godbidder” for ørene.

Fredag aften åbnes festivalen med Nalle & His Crazy Ivans  og Frey’s Jazz i Nordby, mens Skuran åbner festen i Sønderho og får følge af Afenginn. Så bliver der Fanøbal ”powerbal” med Fristadskapellet, der er et seks-mands stort orkester fra værts-øen.

Lørdag aften kan det blive svært at vælge, om man skal til Nordby eller Sønderho!

I Forsamlingshuset i sidstnævnte åbner Yvonne Casey, Josephine Marsh & Seamus Cahill aftenens program og følges af Danjal. Så afsluttes aftenen med bal ved Six City Stompers.

Strien i Nordby lægger scene til Skurups Folkelever, inden Habadekuk uden tvivl får stemningen helt i top. Så afsluttes der atter med Fanøbal med De Fries, Mouritzen & Mouritzen.

Undervejs er der også mulighed for at deltage i workshops. Man kan lære at spille Fanømusik med Tove de Fries og Ole Mouritzen, eller lære Fanødans med Kis Sharasuvana, og hvis man er til ”Andet end musik” så er der by- og naturvandring på øen med Søren Vinding. Festivalen sluttes af søndag eftermiddag med koncert i Nordby Kirke, hvor Uhrbrand & Thorlund Kvintet sørger for det musikalske indslag.

Så der er ingen fare for, at man får Ø-kuller på Fanø, dertil foregår der for meget i de naturskønne omgivelser.

http://www.godtfolk.dk/