festival_ikonFørste weekend i juni slår kroen som sædvanlig døre, låger og hele marker op for publikum fra nær og fjern, og i år står Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup Larsen, for åbningen af gildet og holder sin grundlovstale kl. 14.30. Fredag 5. juni er nemlig Danmarks grundlovsdag, så intet mindre kan gøre det. Bagefter holder Dansk Musiker Forbunds formand, Anders Laursen, sin tale og festivalen er glade og stolte over at kunne trække folk som dem ”helt” til Halkær Kro. Trods sin status som verdens navle for festivalens bagmænd og sikkert også mange fra det faste publikum året rundt, så ligger kroen dog et stykke fra alfarvej. Musikalsk strækker programmet sig vidt og bredt med Buda Folkband fra Ungarn, Baltic Crossing fra Finland/USA/DK og The Original Danish Polcalypso Orchestra på scenen fredag aften. Her sluttes traditionen tro af med natbal, ligesom morgensangen er start på en herlig lørdag. Om aftenen spiller Himmerland op, naturligvis med krovært Eskil Romme på sax, og aftenen byder også på Erik Hokkanen & Lumisudet fra USA og Finland samt britiske Heart String Quartet.

Baltic Crossing

Baltic Crossing

Søndag kl. 12 rystes posen med alt det bedste i en skøn forening. Undervejs har også ROD givet koncert. Konferencier på festivalen er Morten Alfred Høirup, soundcrew er Mark Whyles og Pavo Ahvo. På festivalen bliver der også cirkus, stemmetrænings-workshop, danseworkshop og formiddagsmarkvandring på de omkringliggende jorder, hvor Ø-mærkets 25-års jubilæum markeres. På Loftet står Lenka Nádvornikov, fra The Scottish Whisky Society, lørdag sen eftermiddag for whiskysmagning af unikke maltwhiskyer. 600 kr. er den beskedne sum for hele musik-molevitten med mere, og der stadig billetter.

Selvfølgelig smækker krokøkkenet en masse lækker mad på bordene festivalen igennem. Det siger sig selv. Og kan vi så få det sommervejr, please!

http://www.halkaer.dk/