Her på rootszone.dk ønsker vi alle vores læsere en god og glad juletid & et godt og givende nytår med masser af folkemusik. Indeværende år er fløjet afsted, der har været masser af koncerter og turneer både i Danmark og i det store udland. De forskellige folk-festivaler bød på både tre og fire dages fuld musik og var velbesøgte på trods af sommerens ofte våde vejr. Jeg har kun hørt om en enkelt, der virkelig led stærkt under dårligt vejr.

bty

Mange udgivet albums, hvoraf vi har anmeldt en hel del. Det skal indrømmes, at det somme tider svipser. Men vi gør vores bedste for at nå så mange og så meget, vi kan. Jeg er ikke klar over antallet af udgivelser, men Morten Alfred Høirup spillede i den nyeste udgave af ”Katten i Sækken” de 12 danske albums, som podcasten giver sit subjektive bud på som årets 12 mest markante. Det var den 49. udgave af ”Katten i Sækken”. Jeg kan forestille mig at det ikke har været nemt at udvælge disse udgivelser frem for andre, for niveauet er højt og alsidigheden i musikken stor. Kreativiteten trives, og de danske bands modtages meget vel, når de turnerer rundt i Europa, i Canada og USA, i Australien, New Zealand, Indien og Kina, og hvor de nu ellers rejser rundt og spiller.

De 12 er, i samme tilfældige rækkefølge som i programmet Dreamers’ Circus/Rooftop Sessions, årets Helgepris-modtager Jarl Jakobsen/Alene, Habadekuk/Mollevit, Virelai/Frejas Kraft, Pøbel/Lux Luminum, Phønix/ Groovy Gusheng (med kinesiske Sangka), Rannok/Gammelt, Nyt, Lånt og Blåt, Spöket i Kökket/ Den nye spisen, Basco/Interesting Times, Walther/Ro og nutidens stemmer (foruden et livealbum), Kristian Bugge, Jamie Fox & Ruthie Dornfeld: 3 Fiddlers 3 Traditions og Almune/Bjergtagen.

Ingen af de nævnte og heller ikke andre har modtaget DMA-priser i år, for desværre blev der ikke i år gennemført et Danish Music Awards Folk, som det ellers er sket i snart mange år. Vi har ellers fået en ny organisation, Tempi, som både skal varetage folk & worldmusikken, og den har ikke haft mulighed for at afholde DMA Folk, da Folk Denmark (vistnok) har rettighederne til netop det navn. I al fald aflyst i år, men det skal afholdes 10. marts 2018 i Aarhus. Hvordan det lige går med Tempis arbejde, vender vi tilbage til, men et af deres nøgleord er samarbejde, og de opfordrer til at henvende sig meget tidligt i forløbet omkring et projekt.

Medieopmærksomheden på folk er stadig for knap, selv om der synes at være enighed om, at folken er trendy. Dog ikke så trendy at Danmarks Radio gør noget særligt for dem. Var det ikke for Alex Nyborg Madsen og hans interesse for især nyere folk (og knap så meget den danske), ville der stort set ikke være folk på en landsdækkende kanal. Han og Søren Rebbe rapporterer også fra Tønder Festival. De københavnske medier har også langt om længe fået øje for festivalen og dens unikke navne og sammensætning.

Tak til alle jer der læser rootszone.dk – forhåbentlig rigtig tit. I må meget gerne dele vidt og bredt! Vi fem, der skriver det meste her, er Per Dyrholm, Claus Hellgren, Nils Thorlund, Allan Petersen og jeg, Lissen Jacobsen. Vi prøver at holde kadencen med i al fald fire-fem nye artikler og anmeldelser hver uge. Jo mere info og flere nyheder I sender til os om alt, hvad der foregår folkemusikalsk hos jer, jo mere kan vi fortælle her på. Husk også vores kalender, som opdateres jævnligt.

God jul til alle fra rootszone.dk – og rigtig godt nytår. Vi er tilbage i 2018.