Fra et hjem med violin

Violinen, som vi kender den, blev opfundet i Italien omkring 1550 og i løbet af de næste 200 år udviklet af blandt andre Antonius Stradivarius og Andrea Amanti. Den ældste kendte violin er således konstrueret af sidstnævnte ca. 1555. I dag er der ikke ret mange violinbyggere tilbage herhjemme, men rootszone.dks udsendte tog en tur til Bjerringbro og besøgte Robert Knudsen, der reparerer, men især bygger nye violiner og andre instrumenter.

Det ligner ikke et værksted, når man kommer ad den flisebelagte gang, forbi den smukt klippede og formede hæk til murermestervillaen fra 1930erne – hvis det ikke lige var for skiltet ”Violinbygger” i det ene vindue. Når man træder ind i entreen og så forventer at træde ind i husets stue, bliver man overrasket. For når døren åbnes, kommer man direkte ind i Robert Knudsens værksted. Vinduer med et godt lysindfald i rummet er valgt med omhu, og det var en af betingelserne ved købet af huset, at netop dette rum skulle være instrumentbyggerens arbejdsrum.

Han kommer ikke fra et hjem med klaver, men med violin! Hans far var uddannet snedker/tømrer og byggede sin første violin som 17-årig.

Robert Knudsen fortæller: ”Min bedstefar var tømrersvend i Tinglev, og det var der, min far lærte at bygge instrumenter. For på min farfars værksted var der en naver, som havde arbejdet på forskellige violinbyggerværksteder i Mittenwald i Tyskland, hvor der var en stor tradition for at bygge violiner. Min far lærte at bygge instrumenter af ham, men sagde alligevel: ”Det er egentligt ikke så svært at bygge en violin, men skære løvefødder til møbler på tid, det er svært!”

Så det var en naturlig ting, at Robert Knudsen kom i lære hos sin far, og her var han i fire år foruden tre måneder i London hos luthier (lutbygger) K. T. Jacobsen i slutningen af hans læretid.

Det lå ellers ikke lige i kortene, at violinen skulle blive første valg for Robert Knudsen: ”Jeg spillede klassisk guitar som ung og troede, at jeg skulle være guitarist – indtil jeg en dag fik en finger for tæt på afretteren (en maskine der retter træet til). Så kunne jeg ikke mærke strengene og måtte skifte til strygeinstrumenter.”

Han fortæller videre: ”De første 80 timer af min læretid gik med at rense en kontrabas for hvid lim, som jeg fjernede med kogende vand og en tandbørste. Den var oversmurt over det hele. Mange mener, at man kan gøre alt ved en bas, men det er et stort skrummel. Der er meget, der kan gå i stykker, for den er svær at flytte rundt med. Min far havde 8-10 kontrabasser liggende i den tilstand eller værre. Blandt andet en der havde stået i Tivolis koncertsal 25. juni 1944, da den blev bombet. Stemmestokken var banket ud, og den var slået til pindebrænde. Men musikerne havde rendt rundt og fundet alle stumperne i murbrokkerne og gemt dem. Og så kunne min far samle den igen, blandt andet ved hjælp af tøjklemmer.”

I 1988 åbnede Robert Knudsen sit eget værksted i Hillerød, men flyttede tre år efter til sin nuværende bolig i Bjerringbro og supplerede nybyggeriet med reparationer: ”Jeg sendte brochurer ud til alle musikskoler, og lignende skoler inden for en radius af ca. 100 km fra Bjerringbro. Jeg  tilbød dem, at jeg ville komme ud gratis og efterse deres instrumenter i sommerferien. Så på den måde fik jeg rigtig mange gode forbindelser,” forklarer han.

På væggen hænger en nyckelharpe, og den skiller sig ud fra de øvrige instrumenter på værkstedet.  Robert Knudsen forklarer: ”Jeg vil påstå, at jeg kan spille på alt, hvad jeg bygger – dog undtaget nyckelharpe. Det er et meget anderledes instrument. Jeg fik en opfordring, da jeg sad og snakkede med Peter ”Puma” Hedlund, som jo er ”manden”, når man taler om nyckelharpespillere. Han kendte godt til mine violiner, og han mente, at det ville være rigtig godt for mig at prøve at bygge en nyckelharpe. Jeg har svært ved ikke at tage en udfordring op, så jeg gik i gang. Den, jeg har hængende her, er en prototype. Peter ”Puma” gav mig en lille bog med arbejdstegninger, og når man har bygget så meget andet, er det ikke så svært. Selv om det både er et taste- og strygeinstrument. Der også lidt klaver over det, så det er en meget speciel opfindelse.”

”Der er ikke mange, som spiller på nyckelharpe herhjemme, og mange af dem, der gør, har svenske aner. Men det skal nok komme, nu da folkemusikken har en voldsom opblomstring.. Da jeg startede for 20-30 år siden, rynkede man lidt på næsen af folkemusikken. Men nu er det jo på et helt andet plan med en folkemusiklinje på konservatoriet og mange unge, der eksperimenter med musikken. Når jeg får lavet de ændringer fra prototypen, som Peter bad om, så skal interessen blandt danske musikere også nok komme. Især hvis Peter vil spille på et af mine instrumenter, så får jeg kunder i butikken,” smiler den dygtige håndværker og tilføjer: ”Men det er et spændende projekt, fordi det ligger lige på kanten af det, jeg ellers arbejder med.”

På bordet ligger en Hardangerfele og på spørgsmålet om netop den, fortæller Robert Knudsen: ”Hardangerfelen har foruden de almindelige strenge også underliggende resonansstrenge, og så ligger strengene så fladt, at man skal helst skal spille på minimum to strenge. Instrumentet er også ofte rigt dekoreret. Men al det der trykken mærker i lader jeg andre om, for jeg synes, de skæmmer. Jeg er opdraget til de rene linjer og flader. For som min far sagde: ”Pynt skal pynte – ellers skal man lade være”, og det har jeg holdt fast i.”

Robert Knudsen har også den historiske baggrund og holder traditionerne ved lige: ”I tiden før første verdenskrig var der hundredvis af violinbyggeri. Det var før radioens tid, så alle skolelærere skulle kunne spille på violin. De blev lavet på værksteder nærmest på samlebånd, hvor enkelte håndværkere lavede hver sin del, så dengang blev der fremstillet rigtig mange instrumenter af lige så blandet kvalitet. Så det har faktisk været et tidligt industriprodukt. Min far var heldig, at han lærte det af den naver, der havde været i den bedste tyske violinbyggerby, så han fik de gode traditioner med.”

En kop friskbrygget kaffes duft blander sig med værkstedets liflige duft af træ, og mens vi nipper til den varme mokka, svarer Robert Knudsen på spørgsmål om byggetiden på en violin: ”Det tager op til ca. 150 timer at bygge en ny violin. Nogle bruger lidt færre og nogle lidt flere timer. Hos mig tager nybyggeriet ca. 85 procent af tiden, mens jeg bruger 15 procent på reparationer.”

Han tager en kontrabas frem fra dens beskyttelsestaske og forklarer: ”Denne bas kommer fra Varde og blev for mange år siden vedligeholdt af min far, og så har jeg efterfølgende overtaget vedligeholdelsen af den. Men det sjoveste er nu at bygge violiner. Jeg har specialiseret mig i at bygge børneinstrumenter og har fået at vide, at det er de bedste, man kan få i verden,” siger han og finder én frem fra udstillingsskabet, og fortæller om det lille instrument: ”Dette er en 1/16, som er den mindste, jeg har bygget. Så har jeg bygget en 1/10 del (den i vinduet herunder).”

På væggen hænger en værktøjstavle, der ikke ligner de gængse, man har hængende hjemme i redskabsskuret. Om den fortæller Robert Knudsen: ”Jeg laver selv meget af mit værktøj ude i mit grovværksted bagved. Man kan ellers købe langt det meste af det. Men det har været tradition hjemme hos os, at vi laver det selv. Min far lavede også alt sit selv, og det er jo ham, der har lært mig alt. Materialerne til instrumenterne køber jeg i Tyskland, f. eks skruer og knapper, men de helt specielle skruer til nyckelharpen må jeg lave fra bunden, selv om jeg ikke er vild med at dreje.”

Det er heller ikke lige meget hvilken slags træ, man bruger, og Robert Knudsen har da også sin egen ”trækælder” ligesom andre har en vinkælder!

”Hvis man skal leve af at bygge strygeinstrumenter i Europa, skal man lave dem med den bedste klang og egenskaber, for ellers bliver vi oversvømmet med brugbare ting fra Kina. Nu er der noget af det derfra, som ser pænt ud og spiller rimeligt, men klangmæssigt er de stadig langt bagefter, fordi de blandt andet bruger for frisk træ. Man kan se på træets overflade, om det er friskt eller gammelt. Det skal være spejlskåret, og så skal det skæres ud som en lagkage til et violindæk. Det er ikke så vigtigt med bunden, da den blot skal være flammet. Men ellers er det ahorn, jeg bruger, og her tager jeg ud til hårdttræs-handleren og ser udvalget, og så får jeg det hjem i fire meter lange planker og høvler lidt i det, så jeg kan se hvad jeg har købt. Og så er det til en helt anden pris, end hvis jeg havde købt det hos en instrumenttræs-handler.”

Han finder et stykke træ frem og fortæller, at det købte hans far i 1952, så det kan godt sammenlignes med vin, da det helst skal ligge i kælderen i mindst 10 år. Men sådan har det ikke altid været, for undersøgelser har vist, at det træ som Stradivarius brugte,  kun var to-tre år gammelt.

Næste generation er også ved at blive kørt i stilling inden for håndværket.

”Min søn på 21 har allerede bygget de første fire instrumenter. Han vurderer nu situationen og skal bestemme sig til, om han vil på en violinbyggerskole i udlandet eller tage en faglig uddannelse herhjemme, og så skal jeg nok lære ham at bygge violiner senere. Jeg vil ikke lære ham at bygge violiner, hvis han ikke tager en anden uddannelse.  Da jeg stod i lære hos min far, var det fem år efter, at uddannelsen var nedlagt i Danmark, så jeg har aldrig haft et stykke papir på det. Men han kan altid ernære sig med sit fag i den tid, det tager at bygge et renommé op som violinbygger,” forklarer han og fortsætter: ”Det vigtigste for mig er, at man kan bygge et rigtigt godt spilleapparat med god klang, som er let at spille på og har alle de kvaliteter, man kan forlange, når man bruger mange penge på at købe det. Jeg kan tilføje, at der findes to seriøse violinbyggere her i Jylland, og op til ca. 10 værksteder på Sjælland, men kun én lever af nybygninger – og det er mig. Resten er reparationer og vedligeholdelse. Så det er en hård branche.”

Afsluttende nævner den midtjyske violinbygger: ”Min søster er violinist og var med til at starte barokmusikbevægelsen i Danmark. Så jeg har bygget rigtig mange barokinstrumenter og en hel del af de mennesker, der spiller på dem, er blevet til noget. Da de lavede Julius Cæsar som opera på det Kongelige Teater, og det blev vist på tv, var der en violonehals, der stak op over scenekanten med et stort løvehoved, og den har jeg lavet. Den samme musiker har en mindre violone, og den spillede han på til kronprinsens bryllup.”

Robert Knudsen kan derfor næsten kalde sig Kgl. Hofinstrumentbygger!

http://www.robertknudsen.dk/index.asp