Her 1. juni har Tønder nu 22 navne klar til den nye version af festivalen med festivalpladsen som det naturlige centrum og med musik på fem scener. Den senest tilføjede liste af navne rummer ligesom de allerede annoncerede både lidt gengangere og flere Tønder-debutanter.
Her påkalder især Adam Cohen sig opmærksomhed. Yes, søn af Leonard og her i en alder af 39 ved at erkende, at gode sange, man mener noget med, er vigtigere end stor succes, som han jagtede , da han var i tyverne. Han har altid værdsat sin far og sine gener, men nu er han mere villig end før til virkelig at indse, hvor meget det betyder. Forvent dog ikke en klon af den gamle kæmpe, men hvor bliver det spændende at opleve Cohen junior.
Ligeså endnu en ny, canadisk gruppe, nemlig The Deep Dark Woods og de gamle kendinge Le Vent du Nord. Siden han var her første gang for tre-fire år siden som knap 18-årig er Anthony da Costa blevet voksen og formodentlig lige så produktiv som dengang, hvor han allerede sprøjtede sange ud. Han gjorde indtryk på mange – og omvendt. Han sugede til sig og var med over det hele.
På den danske front skal vi have det meget efterspurgte og vildt underholdende folk-bigband Habadekuk og også dansable Takolako, en moderne balkansekstet, der siden de vandt Emergenza-musikkonkurrencen i 2008 har haft fart på og som vist er et af meget få, om ikke det eneste danske band, der har spillet på Glastonbury i England. Som bonusinfo kan jeg tilføje, at de efter dagene i Tønder spiller i Tivoli mandag aften den 27.8. på endnu en Mundo Mandag og efter planen til august udsender deres første album, Through the Mud. Andre danske bands er The Eclectic Moniker og Cody.
Som skrevet tidligere er Runrig og The Guthrie Family blandt årets hovednavne, hvis man ser det i forhold til det ‘gamle’, trofaste publikum. Runrig sælger billetter og leverer bestemt også en super vare, og Arlo Guthrie med familie er aktuelle på grund af 100-året for faderen Woody Guthries fødsel. Som også sagt før er det godt gået at kapre Lukas Graham, der foruden sin storsælgende soul også kan sin irske folk. Han spiller sammen med de to unge, traditionelle musikere Ross Couper fra Shetland og Tom Oakes fra England.
Og som skrevet i artiklen i april: Sangerinden Eliza Gilkyson fra Austin, Texas, Meschiya Lake & The Little Big Horns, New Orleans, og Deer Tick fra Rhode Island kommer tilsammen med en broget musikbuket. Desuden de fire canadiske kvinder i Oh My Darling med ”prærierødder mikset med bluegrass, old time og masser af personality”. Fra England kommer (endelig igen) Plainsong med bl.a. Iain Matthews og Julian Dawson, og ahab, der ligesom sidste år vil charme og spille sig til succes. Velkendte og altid velspillende Oysterband dukker også op, denne gang i selskab med den skønne samgerinde June Tabor.
Fra Skotland kommer Skerryvore igen og også debutanterne Mànran, der fra deres nylige start er gået direkte i folk med deres store, gæliske
sound. Du kan læse anmeldelse af deres nye og første album lidt længere nede på siden. Fra Irland kan man glæde sig til I Draw Slow og bestemt også til Heidi Talbot Trio, der repræsenterer både IRL/SCO/ENG.
Endnu ikke annonceret, men mon ikke en vis hr. Hausgaard kommer og fylder et par sale eller tre, nye rammer og tider eller ej? Med sine stærke holdninger og musikalske humor alligevel aldrig umoderne, og uden ham går verden eller i al fald TF da helt af lave..(smiley).
Jo, TF ser igen lovende ud, men det bliver nye og anderledes rammer og spændende at se, hvordan de mange nye og velkendte bands bliver fordelt på scenerne på festivalpladsen og de tre venues ude i byen, Kunstmuseet, Kulturhuset og Visemøllen.
www.tf.dk