foto13632Jazzhouse dannede rammen om gode taler, fortjente priser, fed og meget forskellig musik og masser af stemning, da DMA Folk blev afviklet lørdag aften. Hvem der fik priserne og hvorfor, har du allerede kunnet læse på rootszone.dk . Her følger en lille reportage fra denne festlige fejring af folkemusikken, der også blev kaldt et skatkammer.

Man kunne allerede fra starten fornemme den forventningsfulde og glade stemning på begge etager i Jazzhouse. Selve uddelingen af priserne og koncerterne foregik i kælderetagen, hvor Folk Danmarks formand Eskil Romme indledte med en tale om korn og musik – begge dele noget han som både landmand og musiker har forstand på. Han talte om de mange turneer, som danske folkbands har været på i 20 lande i år, og han pointerede vigtigheden af en kontinuitet i dette.

”Dansk musik skal hele tiden være med, hvor det sker, så derfor må vi i høj grad koncentrere os om støtten til udlandsturneer. Stort til lykke til alle nominerede og tak for mangfoldigheden, traditioner, fusioner og brydninger i de mange unikke danske bands. Desuden en tak til den nyligt afdøde spillemand Karl Skaarup.

Det var så her, korn kom på banen med sammenligninger mellem hvede og rug.

”Ser du på en hvedemark, er kornet genetisk ensartet, mens rugen blander sig med gud og hvermand og hvad som helst. Ligesom folkemusikken gør det. Rugen er folkemusikken, mens hveden er pop. Hvede kan godt smage behageligt, ligesom popmusik sagtens kan være værd at tage en bid af. Men rugen er styrke, stolthed og solidaritet,” sagde Eskil Romme. Folkemusikken er fremtidens musik – med rødder i fortiden. Tyg på det, opfordrede han.

Marianne Jelved

Marianne Jelved

Kulturminister Marianne Jelved sagde mange fine ord om folkemusikken som ramme om samvær og fællesskab, dans og møder mellem mennesker. I er gode ambassadører for Danmark, roste hun musikerne, og uddannelsen i Odense (snart Esbjerg) fik ros for også at lære de studerende at undervise. Gid det også kunne bruges i folkeskolen, sagde hun, og ”tak til både arv og fornyelse.” Men hvorfor blev hun ikke og lyttede til al den gode musik?

Efter to superstemningsfulde numre fra Afenginn, der har sit ganske eget udtryk, kom aftenens konferencier Kristian Leth på banen. Han udtrykte sin glæde over at have opdaget den danske folkemusik for få år siden og omtalte den ”som et skatkammer.” Han sagde også helt ned på jorden, at ”folkemusik lyder pissehamrende godt”, og at ”vi rider på euforiens bølge”, og det kan man jo kun være enig i.

Kristian Leth

Kristian Leth

Så kom de unge rødder fra Trias på scenen og gav os med deres to numre, det ene med sangerinden Camilla Skjærbæk, endnu et eksempel på, hvor alsidigt folk’en fortolkes og spilles. Habadekuk dukkede op med tre ottendedele af bandet og takkede for Traditionsprisen, og Rasmus Fribo sagde, at ”traditionsmusik fra Danmark er lige så gyldigt i dag som før”. Men stille behøver den jo ikke at stå, og det ved vist enhver, at den absolut ikke gør hos Habadekuk.

Ale Carr, der fik prisen for Årets Kunstner, takkede sin danske farmor og sin far for at have givet ham den danske kultur, ikke mindst spillemandstraditionen, med i vuggegave, og Søren Krogh, Årets Autor for ”Hardcore Troubadur,” sagde: ”Jeg plejer at føle mig som lidt af et hittebarn i dansk folk, men i dag føler jeg mig adopteret”. Oveni prisen kom Trine Larsen fra DJBFA med (endnu) en kæmpeoverraskelse til ham, nemlig et ophold i foreningens lejlighed i Berlin.

Herefter var det væk med en bunke stolerækker, og så gik ballet i gang med en masse musikere på scenen, bl.a. Ale Carr og Nikolaj Busk, der sammen med Rune Tonsgaard som Dreamers’ Circus vandt to priser. Desuden spillede bl.a. Harald Haugaard, Hugo Rasmussen, Henrik Jansberg, Andreas Tophøj og Kristine Heebøll med gnist og energi. Aldrig har dansegulvet glødet og swinget så meget i Jazzhouse. Det føler jeg mig ganske sikker på.

Bag DMA Folk-prisuddelingen står Folk Danmark i samarbejde med Jazzhouse, ROSA, DJBFA, DPA, DAF og DMF.

Og så var der bal bagefter...

Og så var der bal bagefter…