I går nat døde Gerd Parkholt i en alder af 95 år på det plejehjem i Skagen, hvor hun havde boet det sidste års tid, fordi alderen trods alt efterhånden havde mærket hende.
Alle i folkemusikmiljøet, i al fald over en vis alder, kendte Gerd, som var med til at starte Skagen Festival tilbage i 1971 og var med i de næste mange år. Også efter at hun ikke mere var aktiv i festivalen, var hun altid med – lige undtagen i år, hvor der ikke mere var kræfter til det. Hun var også ofte, måske altid, med til Tønder Festival, dog heller ikke i år.
Som Jørgen Pyndt har skrevet det i sin nekrolog i Nordjyske, så havde Gerd ”et liv i alle palettens farver – og i både dur og mol. Hun var en varm vulkan og selve sindbilledet på Skagen Festival.”
Hun var kendt og elsket af alle de musikere, som spillede på Skagen Festival + mange flere, og hun holdt kontakt med alle i årene efter. Hendes hus på Damstedvej, ”Folkers Rest” var altid åbent, og det var her, mange af musikerne, nok nærmest dem alle, tog hen efter koncerterne for at hygge sig sammen.
Mange af hendes venner og bekendte boede der også under festivalen – hvis der ikke var plads i huset, så skød teltene op som paddehatte ude i hendes hyggelige have. Der har jeg selv boet nogle gange for snart længe siden, tak for det, kære Gerd.
Gerd var elskelig, havde et stort hjerte, elskede folkemusikken og blev nær ven med rigtig mange musikere fra mange lande. Skotske Alex Campbell fik en ganske særlig plads i hendes hjerte. Når jeg så hende i de senere år i Tønder, var hun stadig en rigtig dame: Smart og farverig i tøjet, rank og med en stærk udstråling, som hun gik der med sin rollator og en god ven under armen. Hun var en kvinde, der kendte sit værd, og hun blev behandler derefter.
Kære Gerd, nu har du fået fred efter et langt og rigt liv med både medgang og modgang. Hvil i fred og æret være dit minde.
