Go Danish Folk Music i skikkelse af Erling Olsen har i mange år været flagskibet i at udgive dansk folkemusik.Rootszone.dk mødte Erling Olsen i hans hyggelige ”hule” i villaen, der ligger naturskønt vest for Vejle med udsigt over eng og sø.

Erling Olsen

Erling Olsen

”Jeg begyndte i 1997. Dengang var det at spille musik en stor del af mit liv. Jeg spillede meget i udlandet, og jeg syntes, det var træls altid at skulle spille plader med svensk musik i USA og andre steder. Det var kendt, mens der ikke var nogen, som kendte dansk musik,” fortæller han og fortsætter: ”Dengang lå folks musik under deres senge, så det jo ikke var ude i verden på nogen måde. Så jeg prøvede at samle det og lave en distribution, og derfor hed det oprindeligt Go Danish Folk Music Distribution. Jeg fik aftaler med butikker, så musikken kunne komme ud, og jeg havde ret hurtigt mange titler som blev synliggjort.”

Oprindelig var Erling Olsen altså selv aktiv som musiker. Han fortæller:

”Jeg begyndte som 17-18 årig, at spille guitar. Men nogle år senere begyndte jeg at spille i Vejle, hvor jeg spillede violin, og så tog jeg senere til Færøerne og var der nogle år. Her kom jeg med i gruppen Spælimenninir, og vi turnerede rigtig meget i 80’erne og 90’erne, og så flyttede jeg tilbage til Danmark og spillede primært med i Sula og Suleskær.”

På spørgsmålet om Erling Olsen stadig griber til violinen, svarer han med et smil, at han ikke reklamerer med, at han er musiker. ”Der er længe imellem, at den kommer frem. Det sker dog engang imellem, men den er blevet noget rusten,” smiler han.

Den musik Go Danish Folk Music udsender, er altid danskproduceret, og det har Erling Olsen altid været meget kategorisk med og holdt i hævd.

”Jeg har aldrig annonceret med Go Danish Folk, men musikerne henvender sig alligevel ofte til mig. Men jeg har stadig konceptet og har også kapacitetsproblemer, for jeg har jo begrænsede ressourcer. Det skal falde ind for rammerne og have en vis kvalitet. Jeg bilder mig jo ind, at Go Danish Folk har et brand specielt i udlandet, og det betyder, at når jeg sender cd’er ud, så tror jeg,  de ved, at det har det en vis kvalitet, selv om det kan være svært at definere,” forklarer han.

”Det kan jo både have en dokumentarisk kvalitet, en musikalsk kvalitet, eller have en kvalitet for upcoming bands, som man kan støtte, selv om de måske ikke helt på det rette niveau. Jeg investerede tidligere i projekterne, men det gør jeg ikke mere. Der skal være et samarbejde, hvor vi er afhængige af, at alle er aktive, og et af grundelementerne er, at det er musikernes cd. Jeg skal selvfølgelig kunne stå inde for det, jeg udsender, så på en eller anden måde har jeg vel vetoret. Men jeg går ikke ind og blander mig i selve processen. Jeg får albummene trykt og får det distribueret og sendt ud til medierne. Desuden sælger jeg dem i vores egen lille folkshop samt til forretningerne.

Erling Olsen

Erling Olsen

Hvad med interessen for at downloade musik?

”Jeg har været på forkant i mange år med de mange muligheder og genrer. Men da popmusikken begyndte at jamre for nogle år siden, mærkede jeg ikke noget til det. Måske fordi publikummet er mere konservativt, og de gerne vil have den ”rigtige vare”.  Så har vi også altid været nogle år bagud med følgevirkninger. Men jeg kunne mærke det sidste år, hvor der var en nedgang, men i år går det støt opad igen. Jeg er lidt vægelsindet, for det vil være interessant om folkemusikpublikummet og andre musiknørder stadig vil have den ”rigtige” vare, så at sige i stedet for en mp3-fil på mobilen. Så måske vil alle genrer, der er dedikeret til musik, have det rigtige. Jeg vil ikke afskrive cd’en som mange andre gør,” fortæller Erling Olsen.

I år er der udgivet ikke mindre end 15 cd’er fra Go Danish Folk Music, så indtil videre er det en udgivelse hver anden uge og med nye på vej.

Har du dine egne favoritter?

”Rent faktisk hører jeg ikke ret meget musik i hverdagen. Jeg er jo vokset op med al mulig slags musik, og det, der oprindelig fik mig på folk’en i mine helt unge dage, var Fairport Convention og også den helt traditionelle danske musik, men den har jo også masser af afskygninger. Det, der rører mig er, at det svinger, og hvis der er noget sjæl i musikken. Uanset om det så er stille eller heavy.”

Hvad betyder Tønder Festivalen for dig?

”I år afholdes jo FolkSpot på Tønder. Det er resultatet af et samarbejde, og jeg ser også et stort potentiale i det, for jeg tror det er vigtigt for genren, da der ikke er nogen, som kan gøre det hele selv. Tønder er enorm vigtig for mig, for vi sidder jo bag vores computere rundt omkring. Det er vigtigt at komme ud på festivaler og hilse på, og se hvad der rører sig, uden at der nødvendigvis bliver lavet de store aftaler. Jeg kommer ikke ud til helt så mange festivaler mere. Jeg tog i sin tid ud til allesammen og solgte cd’er, men det kan man ikke blive ved med at overkomme.”.

Folk Spot bliver afholdt i visemøllen, hvor der blandt andet er inviteret godt 20 udenlandske journalister, og det er ikke kun orkestrene det drejer sig om, men genrerne der bliver præsenteret, forklarer Erling Olsen.

På fredag 23. august er Trias, Nordens Tone og Asynje på scenen fra kl. 19.00, mens det lørdag er fra kl. 17.30 at Fromseier & Hockings, Tradish og Svøbsk står for underholdningen.

http://www.gofolk.dk/