At Donovan Woods er et stort singersongwriter-navn hjemme i Canada betyder ikke, at han er kendt af andre end ganske få herhjemme. Dette blev tydeligt, da han i 2018 gav sin foreløbig eneste koncert i Danmark. Kun cirka 25 mennesker havde fundet vej til den lille bar, hvor vi kunne opleve denne talentfulde troubadour.
Det var først med hans tredje album Don’t Get Too Grand fra 2013 og især Both Ways fra 2018, at han fik større international opmærksomhed, vandt forskellige rootspriser, oplevede store salgstal -og at anerkendte kunstnere begyndte at bruge hans sange.
Woods havde længe arbejdet med en slags koncept-album, som omhandlede menneskelig intimitet, og da coronapandemien satte ind, var det rette tid til at færdiggøre albummet Without People, som udkom i november 2020. Mens andre sangskrivere forsøgte at sætte ord og musik til den nye virkelighed med nedlukninger og restriktioner, så havde Without People allerede fanget følelserne og stemningerne, som de fleste af os oplevede.
Det er især Woods intime måde at formidle sine sange på – hans evne til at synge, så man virkelig lytter, der er unik. Hvordan vores universelle behov for social kontakt og nærvær udfordres, og hvorledes vores almene voksenproblemer tackles – det oplevede jeg i 2018 og nu igen på dette album.
Hvis nogen kan huske en fest, så kan de sikkert huske, at det kan være befriende også at være alene bagefter, som Woods synger om i When The Party´s Over. Paradokset i at ønske at være alene lige indtil du pludselig virkelig er det, er også emnet i Lonely People. Jalousi og længsel sætter han følgende linjer på: ”I was ok with you seeing other people until I saw other people seeing you”.
Der er smukke kærlighedssange, men det er nok ikke overraskende, at temaer som ensomhed, tab og længsel er gennemgående. Men overraskende at så triste emner kan nydes, uden at det føles depressivt eller ubehageligt. Det er, fordi de fremføres med melodier og musik, som har en umiddelbar genkendelse og i flere tilfælde grænser til det poppede. Woods er en mester i triste sange, dog ikke hjerteskærende sort i sort, men med mulighed for eksistentielle refleksioner.
Katie Pruitt og britiske Rhys Lewis bidrager med nogle flotte vokalharmonier, og nu foreligger en deluxe-udgave af Without People med nye lydmiks og ekstranumre.