Pressefoto

Tre musikere født i tre forskellige landsdele, alle med baggrund i flere bands, har forenet sig i Impuls Trio, som sidste år udsendte deres første album.

John Bæk er kendt som århusianer, men er født i Odense og opvokset i det fynske, inden han for ca. 30 år siden kom til Århus. Foruden guitar og mandolin er han komponist og sangskriver. Han debuterede som sidstnævnte omkring 1970, og et par år senere begyndte han at spille guitar, og derfra udviklede det sig med egne kompositioner og egne sange, som ofte blev skabt ved klaveret. Senere blev John medlem af Kætter Kvartet, der huserede i 90’erne, inden opløsningen i 2000.

Trioens næstældste medlem er Jesper Vinther, oprindeligt fra Vejle, men nu hjemmehørende i Odense. Han har spillet harmonika i godt 30 år og er på banen i Phønix, Baltinget og Heebøl & Vinther Duo. Han har deltaget i en lang række danske og udenlandske festivals og er både musik- og danseunderviser og lydtekniker.

Bandets ”Benjamin”, Kristian Bugge, født i Næstved, men opvokset på Vejle-kanten, er nu bosiddende i Roskilde. Han spiller blandt andet i Baltic Crossing, Jensen & Bugge og Habadekuk. Kristian Bugge har fået sin ”violin-opdragelse” fra flere forskellige genrer. Han er blevet undervist af en violinist og koncertmester i Moskva. Har gået på klassisk linje i Kolding og på højskole i svenske Malung – samt været på kursus hos den svenske spillemand, Kalle Almlöf.

Jesper Vinther og Kristian Bugge mødtes en dag og blev hurtigt enige om at spille noget dansk musik sammen, og de blev lige så hurtigt enige om at spørge John Bæk, om han ville være med. Trioen har spillet sammen ”siden EM i håndbold i 2009,” husker John Bæk.

 

Meget forskellige

”Det er faktisk en fordel, at vi bor så spredt,” forklarer Kristian Bugge. ”På den måde har vi tre hjemmebaner med Roskilde, Århus og Odense. Så vi har kontakter over hele landet på den måde.”

”Årsagen til, at det blev os tre, er også, at vi hver især synes, at hinanden er gode. Efter Kætterkvartet var det en voldsom udfordring for mig at komme til at spille med et par af de hårde drenge, der har været på konservatoriet og har en fantastisk teknik på deres instrumenter,” fortæller John Bæk.

Trioen har brugt en del tid på at finde ud af, hvad der er netop deres lyd, og hvad deres koncept skulle være.

”Vi er tro over for melodierne, som gerne må lyde autentiske. Man må gerne kunne høre, hvor musikken kommer fra. Men alt det udenom, akkorder osv. forholder vi os ret frit til,” forklarer Jesper og fortæller videre om bandets sammensætning:

”Der var jo lige et par kanter at slibe af, for vi er ret forskellige i alder, og hvor vi er i vores liv. Hvor vi har spillet før, og hvordan vores temperament er.”

Her indskyder Kristian Bugge lunt: ”Og så er vi nok bare alle tre sindssygt overbærende.”

”Jeg vil sige det på den måde, at vi har udfordret hinanden, så alle bliver bedre i denne konstellation. Når vi spiller nogle ting, som vi hver især ikke er så gode til, så må vi hjem og øve.

 

En revival er i gang

De tre musikere har også fordelt de praktiske opgaver mellem sig. John Bæk sørger for tidsplaner, Kristian Bugge har tjek på facebook-opdateringer, mens Jesper Vinther sørger for regnskaberne.

John Bæk har været væk fra miljøet i nogle år og har ikke fulgt så meget med i udviklingen af nye musikere, men er meget imponeret:

”Det tekniske niveau er meget højere nu. Der er en generel bevidsthed om, hvilken tradition og musik man beskæftiger sig med. Og så er der det rent kunstneriske, da der bliver spillet mere folkemusik som kunst med stort K. Det er noget af det mest markante, der er sket.”

Hertil kan Jesper tilføje: ”Det er meget mere mangfoldigt. Folk tør godt tage nogle chancer og prøve nogle muligheder af.”

”Der er en ny revival i gang med en ny bølge med ROD, hvor der blev udsolgt 120 pladser på tre dage. Så det er noget, vi skal holde øje med og være en del af,” siger Kristian Bugge.

 

Moderne spillemænd

Bandet har lige været rundt i landet og er blevet interviewet i flere lokalradioer. Men de håber, at deres facebook-side vil være med til at udbrede kendskabet til trioen og til musikken.

”Vi vil gerne fremstå som moderne spillemænd, der altid er opdateret. Man kan se os på youtube, hvor vi spiller til skolekoncert, og hvor vi spiller ”sammen” med gamle spillemænd visuelt”, tilføjer Kristian Bugge.

”Ja, og der bliver man nødt til at være klar i mælet, for der er hurtig afregning, når det er børn, man spiller for,” siger Jesper Vinther.

Link til videoen: http://www.youtube.com/watch?v=iXJKH4ojaBM

”Vi har jo lige været til festival i Schweiz, og både der og i Tyskland møder folk op for at høre, hvad det mon er for noget. Der kommer masser af mennesker, mens folk i Danmark måske godt vil vide på forhånd, hvad de skal høre,” fortæller Jesper Vinther.

”Der er også stor forskel på at spille herhjemme. Selv om der er et stort befolkningsgrundlag i København, kan man risikere at sidde og spille for 20 mennesker, mens der eksempelvis i Hørdum i Thy har været udsolgt med 120 mennesker,” indskyder Kristian Bugge.

Impuls Trio vil lave en video, for som John Bæk fremhæver: ”Youtube et vigtigt sted at promovere sig, så det er vigtigt med en rigtig video i en god kvalitet.”

”Vi er også begyndt at synge, og vi spiller f. eks. ”Det var en lørdag aften” og vil gerne spille flere i samme stil,” bekendtgør Kristian Bugge, og John Bæk bifalder:

”Næsten samtlige danskere kender den. Måske har mange danskere også et negativt forhold til den, for den er måske for meget ”et eller andet”, men det er meget sjovt at tage fat i det og se, om det kan gøre et eller andet ved publikum.”

Kristian Bugge får det sidste ord:

”Det er også en måde at minde folk om, at det, vi har her i Danmark, ikke bare er godt nok, men er skidegodt.”

 

www.impulstrio.dk