Melliken var tilnavnet på spillemanden Per Persson Menlos, som i en alder af 13 år gik 40 kilometer fra sin hjemlige landsby Hedesunda for at høre den legendariske nøgleharpespiller Byss-Calle. At Per Persson Menlos med årene også blev en legende, er den videre historie.
Disse historiske forhold nævnes, fordi det centrale melodibærende instrument i Väsens musik er netop nøgleharpen, og fordi cd´ens titel samtidig dermed forklares. Väsen har siden 2020 været reduceret til en duo. Guitaristen Roger Tallroth forlod da i relation til Corona-epidemiens turneaflysninger gruppen for at hellige sig andre musikalske projekter. Väsens historie rækker efterhånden op mod 40 år tilbage, og det kan vist godt forsvares nu også at kalde dem en legende.
Instrumenteringen er Olov Johanssons forskelligt klingende nøgleharper, akkompagneret af Mikael Marins dybe toner på basviola eller cello. Nok er musikken på ”Melliken” traditionel eller traditionelt funderet, men den udføres virtuost med en ganske unik farverig og ekspressiv fremdrift, som tilfører den et opdateret og personligt lydbillede.
De traditionelle stykker fra blandt andre Melliken suppleres fyldigt med traditionelt baserede kompositioner af de to spillemænd. Traditionen hører hjemme i området omkring Dalelven, som danner grænsen mellem Uppland og Gastrikland, hvor grænsen har bundet sammen fremfor at adskille. Elvens naturforhold har gjort det nemt og oplagt for spillemændene at rejse for at møde og lære af hinanden, den traditionelle musiks væsen. Nysgerrighed og stadig udvikling er en forudsætning for en traditions livskraft og beståen.
Netop nysgerrighed og udvikling er nøglebegreber for Väsen. Kreativiteten udfoldes gennem blodfyldte arrangementer og eksperimenterende rytmik i såvel de traditionelle som de nykomponerede stykker. Buerne både stryger og slår på strengene, strengene knipses, og instrumenternes kroppe indgår som slagtøj, suppleret af fodtramp.
Väsen har optrådt sammen med et utal af musikere fra diverse genrer, men med duoformationen demonstrerer Olov Johansson og Mikael Marin med deres unikke og personlige angreb på musikken, at allehånde tilsætninger er unødvendige for at skabe deres ekspressive og markant rytmiske udladninger. Gennem utraditionel og iderig tænkning kan meget opnås med to strygeinstrumenter – og så fuldendes billedet af de to Väsen-spillemænds særdeles stærke spilletekniske kompetencer. For at anvende et udtryk fra den vestlige udkant: Det er slet ikke helt umuligt.
Fotos: Mikael Marin