tobias eEn ung dansker, Tobias Enevoldsen, der i øvrigt også er en glimrende serietegner og dertil filmskaber in spe, kastede i 2003 sin kærlighed på banjoen. Nu foreligger der på cd´en ”Foreign Soil” 11 skæringer for banjo, vokal og violin. Alt sammen udført af én mand. Med i prisen får man også et fint, engelsksproget ledsagehæfte, naturligvis trykt på genbrugspapir og med akkordanvisninger. Og snyd ikke dig selv for historien, som kan findes på www.TobiasEnevoldsen.com

Det er en sindssygt minimalistisk og udpræget nørdet plade denne her. Nørdet i betydningen lidenskabeligt interesseret – ja næsten forelsket – i et område, som flertallet af os ”normale” ville finde udpræget underligt og i dansk sammenhæng særdeles nichepræget. Eller som mange måske ville hævde ind i mellem lød som om, et populært kæledyr blev hevet i en vis legemes-del, eller som om en våd banjo var ved at blive stemt hjemme i den varme dagligstue. Men grundigheden, lidenskabeligheden og de enkle toner smitter – så hurra for ”Foreign Soil”!

Som solisten, den nu 38-årige Tobias Enevoldsen, selv siger, så er en lignende CD nok aldrig blevet udgivet i Danmark før af en dansk musiker. Det musikalske område er nøje afgrænset, ja faktisk har det været et dogme for Tobias, at pladens indhold kun skulle være musik fra West Virginia og det østlige Kentucky. Han har rejst denne egn tynd, suget til sig, stiftet nye venskaber og plejet gamle med en unik respekt for traditionen og arven. På et billede i ledsagehæftet spiller Tobias ligefrem ved to af de traditionsbærende Hammons, Elizabeth og Eddens, familiegravsted. Også hjemlige og heldigvis nulevende folk som Ole Rossel og Anders Færgeman krediteres for deres inspiration og vejledning, ligesom det er oplagt, at Tobias henter sin føde i Old Time-miljøet omkring Kattinge Værk og omegn.

Det første nummer, ”Walking in the Parlor”, er et ultra-enkelt banjonummer, hvor én venstrefinger er nok. Resten ligger i højrehånden, som Tobias skriver. Og så veksles der i øvrigt på resten af pladen mellem banjo og violin i forskellige stemninger, og ind imellem synges der til, så alle må tro, at det er en amerikaner, der gør det.  Et af de mest iørefaldende numre er Cuba, der rigtigt lader en flot, sprød banjotone høre. Også ”Trouble in Mind” er en udpræget ørehænger. Andre melodier er måske lidt for minimalistiske i mine øren, og jeg griber mig i at savne et par andre instrumenter eller en kvindestemme en gang i mellem.

”Jeg kan lide at tænke på melodierne på denne cd som musik af folk, der er født omkring 1900 i Appalachia, som noget der er kørt igennem filtret hos en dansker, der er født i 1978. Jeg prøver at fange musikkens ånd og tradition, men lader den være min egen. Og med stigningen i banjosalget i Danmark håber jeg at hjælpe til at inspirere folk til at undersøge den ældre traditionelle musik, ” skriver Tobias i ledsagehæftet. Det har Tobias Enevoldsen helt klart og imponerende bidraget til med ”Foreign Soil”.