Instrumentale udgivelser med elguitaren som soloinstrument er absolut ikke hverdagskost i Dannevang, og nærværende anmelder erkender et hidtil behersket kendskab til spadebetvingeren Simon Høirup fra det fynske. Det aktuelle, arbejdsbetingede nærmere studie i manden, hans karrieremæssige baggrund og ikke mindst hans kunnen med de seks strenge har dog på ingen måde været en sur pligt.
Høirup har nået en moden alder som såvel menneske som musiker, og hans musikalske legekammerater gennem årene har bestemt ikke blot været fætre og nabosønner. Koryfæer fra både Danmark og De Forjættede Stater har lagt navne og omdømmer til samarbejdet med denne fynske kapacitet – for det må man sige, at Høirup er.
Det er primært inden for den blå region i tonernes verden, at han har rørt strengene gennem årene med bl.a. flere udgivelser i såvel band- som solosammenhæng. I 2007 var han i Los Angeles for at indspille sit første instrumentale soloalbum med stedlige studiemusikere, og det avlede så megen smuk omtale fra de rigtige mennesker, også ”over there”, at Høirup fik lysten og modet til at prøve igen. Det har han ingen grund til at være bleg ved.
Denne gang blev han på hjemegnen og indspillede med de bedste fynske folk i maskinrummet, på keys og sax og i en strygekvartet med medlemmer af Odense Symfoniorkester. Høirups egne kompositioner er bluesede, jazzede, funky og fremfor noget melodiøse. En smuk melodi, komponeret med både ører og hjerte skal ikke foragtes, og det er ikke mindst sådanne, der profilerer ”Next Step”.
Som understøttelse til netop det element kommer strygerne ind i lydbilledet, og her kommer anmelderen i syv sind. Både The Beatles The Long and Winding Road og Peter Greens Fleetwood Mac-blues Need Your Love So Bad lyder i mine ører noget bedre uden strygerakkompagnementet. Også hos Hoirup er det, som om de klassisk skolede strygere trækker i en anden retning, end den musikken er tænkt. Men nu er det jo solisten og komponisten der har tænkt, og så må anmelderen bøje sig for de præmisser og vurdere derud fra.
I de mest melodiøse stykker lyder arrangementerne grangiveligt, som om Høirup har lyttet til guitarvirtuosen Jeff Becks mere end 40 år gamle instrumentale version af Grand Prix-sangen Love Is Blue – og den var faktisk ganske smuk med strygere, så hvad skal man mene? Smukt er det på de tænkte præmisser faktisk også her – trods de ovenfor nævnte forbehold. Når nu gamle Peter Green er nævnt, besidder Høirup netop en tilsvarende følsomhed i sit udtryk som Green i sine sublime velmagtsdage – og det siger altså ikke så lidt.
Nå, der er jo også de strygerfri blues- og funkinspirerede kompositioner at fryde sig over, og en fryd er det – og det over hele linjen – at høre Høirup få sin gode gamle Strat til at lyde som netop en god gammel Strat. Specielt når han nøjes med neck-pickuppens dejligt runde og rene krystalglaslyd, men det er måske en anmelderpræference… Det skal i øvrigt ikke glemmes at nævne saxofonisten Hans Mydtskovs stærke indsatser. Et godt valg.
En samlet konklusion må være, at det absolut ikke er tilfældigt, at en række toneangivende musikere og anmeldere med kompetencer inden for denne musik har været uforbeholdne i deres ros af Simon Høirup og hans værker. Det er en dejlig skive, denne fynske musiker har præsteret, og han fortjener at blive nævnt i flæng med de bedste. Hans kreative og facetterede spil, i såvel de gennemkomponerede som de improvisatoriske sekvenser, ligger milevidt fra de fantasiforladte rækker af stiløvelser, man alt for ofte udsættes for af mange af hans ellers teknisk velfunderede våbenbrødre.
Trods det at han har valgt med hjertet fremfor med tegnebogen og glemt alt om mere kommerciel mainstream, fortjener Simon Høirup at blive værdsat efter fortjeneste i en bredere kreds. Fandens til god spillemand!
CD: Simon Høirup: “Next Step” – Gateway Music.
