Denne nye cd fra eks-Oysterband-mand, Ray Coopers hånd er et gennemtænkt, historisk funderet solo-værk, båret, som også titlen antyder, af en evigtgyldig ide. Det handler om trangen til og behovet for at drømme sig til noget bedre – i fortiden eller i fremtiden. Det smukt komponerede teksthæfte, der viser Cooper i en rasende, ildfarvet malstrøm, slår grundtonen an.

Hæftet indledes med følgende sentens: Den Gyldne Tid og Det Lovede Land er to store drømme. Begge er formentlig overdrivelser, men ikke mindre forjættende af den grund. Det er drømmen om, hvor storslåede tingene var engang og drømmen om, hvor strålende de atter vil blive.

Som min anmelderkollega, David Pratt fra FATEA, bemærker, så må tallet 18 have en helt speciel betydning for Ray Cooper, der med denne udgivelse sender sit tredje soloalbum på markedet: Vi er 18 år inde i det 21. århundrede, Cooper nåede i sin tid med legendariske Oysterband at lave omkring 18 plader. Og det er 18 år siden, T han skiftede sit fødeland, England, ud med Sverige, hvor han nu bor i et smukt træhus i nærheden af Malmköping. I flere af teksterne fornemmer man forståelsen for de mange, der lever i udlændighed.

Ray Cooper

Tonerne på cd’en er majestætiske, tunge og stærkt markerede. Når man så ser, at Cooper selv, med lidt hjælp fra sin gamle kollega i Oysterband Al Scott, står for både produktionen og det samlede lydbillede, bliver man helt forpustet: En lidt hæs og meget kraftfuld stemme, klaver, guitarer, cello, mandolin, bas og percussion! Ikke alle melodier er dog lige mindeværdige og et par, f.eks. indledningsnummeret Drunk On Summer tenderer tyroler-pop.

Et forsonende raffinement ved flere af melodierne er, at de indeholder stumper af traditionelle dansemelodier. Det gælder f.eks. pladens andet nummer ”The Unknown Soldier Has A Name” om den henrettede soldat Fred Broadricks autentiske historie. Nummeret afsluttes med ”The Soldiers Joy” som en besk kommentar til den gribende beretning om en oprørsk soldat i Første Verdenskrig.

Alle 10 skæringer på pladen bindes sammen af temaets ide på fineste vis. Her er sange om den tabte ungdom, den nuværende ungdom, hvis livslyst og flamme for alt i verden ikke må brænde ud for hurtigt (Little Flame) og om drømmen om Det Forjættede Land. Kun to af de 10 numre er ikke skrevet af Cooper selv. Det gælder f.eks. afslutningsnummeret, Wayfaring Stranger, hvis beskrivelse af immigrantens skæbne i Amerika i 1800-tallet passer fint ind. Sangen serveres med indlevelse og en stor enkelhed, der får nakkehårene til at rejse sig. Stemme, mandolin og cello – that´s all! Men hold da op, hvor det virker!

Ray Cooper skærper nysgerrigheden på verdenshistorien med sine fortællinger. Adieu Spanish Ladies, pladens andet traditionelle nummer, giver anledning til fortællingen om, hvordan soldater og sømænd fra England modvilligt måtte vinke farvel til deres spanske og portugisiske koner og kærester ved fredsslutningen 1814 efter Napoleonskrigene. Og Love And Vengeance, pladens fjerde nummer, giver appetit på at finde ud af, hvem den fortryllende drusiske sangerinde og skuespiller Asmahan var, dengang på King David Hotel i Jerusalem, før Irgun og Menahem Begin lagde det i ruiner i 1946.