peter_abrahamsenI forbindelse med Nysted Vise- og Lyrikfestival i juni, som Peter Abrahamsen er initiativtager til, og som blev afholdt for anden gang i år, udgav han sammen med sit band en EP med fem numre. På den har han skrevet musik til digte af Emil Aarestrup (1800-1858), som festivalen havde fokus på. Lyrikeren boede nemlig i Nysted i årene 1827-38, men han gjorde det i sin egenskab af læge. Det var hans ’rigtige’ arbejde, men han skrev også mange digte, som brød med tabuet om at udtrykke erotiske tanker og følelser. Han blev først bredt anerkendt efter sin død, og siden 1950 har Dansk Forfatterforening uddelt Aarestrup-medaljen til bl.a. Søren Ulrik Thomsen i 1991 og Naja Marie Aidt i 2014.

Peter Abrahamsen har mange gange før haft fokus på digtere og sat musik til deres ord eller fortolket deres sange, bl.a. sidste år Kaj Munk, Jeppe Aakjær, Oskar Hansen, Carl Scharnberg, svenske Dan Andersson og naturligvis Sigfred Pedersen. Peter A. har et kæmperepertoire at øse af, for han har jo endnu flere albums, bl.a. med Bell Pepper Boys. Men nu til dette korte album.

De fem digte – Nu tændes stjernen, Til en veninde, Lokkerne, Angst og Den lyseblå badevogn – har han hver især komponeret virkeligt dejlige melodier til Aarestrups ofte romantiske, sensuelle og på ingen måde banale ord – en ægte lyriker. Og det står klart, at ordene taler til Abrahamsens hjerte og til hans kompositoriske evner. Abrahamsen synger og spiller selv guitar på fire af numrene, men det er musikken og musikernes spil, der gør stærkest indtryk. Ikke mindst Jacob Fischers portugisiske guitarra skaber indtagende skønhed og stemning, flot suppleret af Ole Bendix på guitar, dobro og steelguitar, Bo Liengaard på bas og ukulele, Kristian Lassen på trommer, xylofon og claves, og Franka Abrahamsen er med på kor.

Ordene, der på en plade som denne naturligt nok udsættes for nøjere granskning, står naturligvis distancen. Men jeg hælder dog til at mene, at Peter Abrahamsen synger dem med en frejdighed og fyndighed, der ikke helt passer til kærlighedsdampende digte. Jeg savner en større indlevelse og følsomhed for dem, selv om jeg på den anden side ikke er i tvivl om, at den er der. Sådan havde jeg det umiddelbart efter første lyt, men allerede anden gang og måske med større lydhørhed fra min side kunne jeg faktisk bedre fornemme det efterspurgte i hans stemme og fraseringer. Det kan jo også være Abrahamsens udtrykkelige ønske at fortolke Aarestrup netop sådan, for han var ikke nødvendigvis (stærkt) tynget af sine længsler. Han var gift, selv om ”Til en veninde” er skrevet til Christian Winthers veninde, Sofie Hansen, som ses på coveret. Derfor kan den lidt friske tilgang måske være passende nok, når man lige har tunet sig ind på den. EP’en har givet mig stor lyst til at læse om Aarestrup, begynd f.eks. på www.denstoredanske.dk, og selvfølgelig hans digte.

I øvrigt er det så Christian Søgaard Trio, der fortolker den femte sang, den lidt lettere ”Den lyseblå badevogn”. Søgaard synger og spiller harmonika, mens Morten Nordal spiller guitar og Jens Holgersen kontrabas. ”Souvenir”s cover er skabt af John Ovesen. EP’en er udgivet på Exlibris, som Peter Abrahamsen også har en lang historie med i sin lange karriere. Han spiller til viseaften på Grønbechs Hotel i Allinge d. 25. juli, på Marielyst Højskole d. 29. juli kl. 10.30, på Pakhuset Løkken d. 8. august, i Skagen d. 9. 8. og i Horbelev Kirke d. 14.8. Se i øvrigt vores kalender.

www.peterabrahamsen.dk