South Haven er et lille samfund på den nordøstlige del af øen Cape Breton. Og som mange Tønderfestivalgæster og andre musikelskende feinschmeckere sikkert vil vide, ligger Cape Breton i det allerøstligste Canada i provinsen Nova Scotia og er en ø på størrelse med en fjerdedel af Danmark. Sammen med New Brunswick og Prince Edward Island indgår Nova Scotia i den region, der kaldes The Canadian Maritimes.
Så vi er helt ude, hvor kragerne vender, og hvor et dårligt torskefiskeri i vore dage driller og truer levevejen. Til gengæld vidner et rigt, blomstrende, særegent og broget kulturliv om både indiansk, fransk, engelsk, irsk og skotsk indflydelse gennem mange menneskealdre. Musikere og sangere som Rita MacNeill, Stan Rogers, John Allan Cameron, The Rankin Family og Natalie Macmaster har, blandt mange andre, tilknytning til Cape Breton.
Ben Miller (border pipes) og Anita MacDonald (violin og sang) præsenterer her med deres nyudgivne cd, ”South Haven”, deres andet album. Til lejligheden har duoen suppleret sig med Zakk Cormier på guitar og ”fod-percussion”. En ”border pipe” er en forløber for den skotske Highland-sækkepibe og pustes, ligesom irske sækkepiber, med en sæk under den højre arm.
Millers og MacDonalds samspil er blevet kaldt synergetisk og hænger da også særdeles godt sammen. Deres toner snor sig ind od ud mellem hinanden som siamesiske tvillinger. Guitaristen Zakk Cormier, er en dygtig multimusiker med dybe rødder i det nordøstcanadiske musikmekka Prince Edward Island, og mange vil genkende hans ”fod-percussion” som den særlige fransk-canadiske arcadian foot stomp som også f.eks. La Bottine Souriante og Le Vent du Nord praktiserer.
Ben & Anita optrådte i øvrigt på Tønder Festival 2016, hvor de også havde bl.a. Zakk Cormier med. De udgav i 2015 albummet A Day at the Lake (bl.a. med Cormier på guitar) i 2015.
”South Haven” er trioens egentlige debutplade og består af otte overvejende traditionelle og instrumentale numre, alle indspillet i The Ephraim Scott Memorial Presbyterian Church i South Haven. MacDonald får lejlighed til at bruge sin gæliske sang på pladens fjerde nummer, ”Alasdair Nan Stop”, men ellers indeholder skiven overvejende jigs, valse og marcher. ”South Haven” er velspillet og totalt nørdet, når det gælder de historiske detaljer. De gamle nodebøger fra egnen er endevendt, og alt er fint dokumenteret i pladecoverets noter.
Pladen er nok et must for kendere af Cape Breton-traditionen, der forstår at værdsætte forskelle på marcher, valse og jigs, og som går op i, om melodierne stammer fra Rev. Patrick MacDonalds samling fra 1784 eller fra The Robert Miller Highland Manuscript fra 1830. Men – hånden på hjertet – det hele kan også blive en tand for indforstået og lidt kedeligt, når man har hørt de første melodier og de tilbagevendende musikalske temaer. Lidt flere sange og lidt flere nutidige ting ville have kvikket gevaldigt op. Trioens første cd fra 2015 står i mine øren stærkere og mere afvekslende, ikke mindst fordi den netop rummer flere klange og instrumenter.