Finske Mirja Klippel udgav i løbet af april sit andet og meget fine album, Slow Coming Alive, som CD og med en snarlig LP oveni. Hun kan godt være stolt af den. Det er rigtigt, når der i den medfølgende pressetekst står, at man måske ikke ved allerførste gennemlytning helt forstår, at sangene har meget på hjerte i både tematikker og budskaber. Men det ved man et eller andet sted godt, for det kan sagtens fornemmes på de stærke stemninger i hver enkelt sang.

Der skal lyttes ret nøje til især de finsksprogede numre, men man forstår dem godt med hjertet. Over halvdelen af sangene synger hun på engelsk, og vekselvirkningen mellem de to sprog fungerer rigtig godt. Finsk er faktisk et meget sangbart sprog og da ikke mindst med Mirja Klippels fine stemme.

Finnerne har ry for at være lidt lukkede og tungsindige – om det egentlig passer, ved jeg ikke. Men mange, jeg har mødt, taler ikke så meget engelsk, fornemmer man. Man kunne nok lige så godt bruge ord som tilbageholdende, melankolske og måske lidt reservere. Men denne finske sangskriver og musiker kan bestemt godt åbne både hjerte og sjæl – og formidle dem.

Slow Coming Alive – en titel, som vel siger en hel del, tænker jeg. Måske om Klippels rejse i livet frem til nu, med sorger og glæder – og med både tung og let bagage. Fra hendes opvækst i Finlands dybe skove, ved smukke søer og tæt på dyr. Et sted, der for hende føltes som en tryg og varm lomme langt væk fra verdens larm, fremmedhed og kulde. Disse ting er tydeligvis en stor del af hende, og som den kunstner, hun er, skal de ud gennem sange og musik.

Man får lov at komme med på opdagelse i hendes barndomslandskaber og i hendes liv, som fra skovene også har ført hende til musikuddannelser i både Helsinki, Sverige og Danmark og på turne i ganske mange lande. Fra skovens dybe, stille ro til lidt af et nomadeliv. Albummets ni sange emmer af atmosfære, og de fleste er fængende på hver deres måde, når man først får tunet ind og rigtig lytter, også på de finsksprogede, hvor man vitterligt ikke forstår et ord. Men de lyder spændende og fascinerende.

Og hvad mon titler som Posliinnikaviot og Pillerinpyörittäjä betyder? Jo, hhv. Porcelænshove og Den hellige skarabæ, ikke noget man lige kunne gætte sig til, men de engelske titler står der heldigvis. Pirrende og fascinerende. Og det er stemningerne, som især griber fat, ligesom musikken står nøgent, lidt skrabet, men rent og smukt. Der er poesi og styrke indeni skrøbeligheden.

Klippel spiller selv bl.a. guitar og waldzither, et tysk strengeinstrument fra ca. 1900. Hendes dygtige hold er lige, hvor de skal være. Der et Clara Tesch, Maja Frese og Elisabeth Dichmann fra strengetrioen Vesselil (violin, bratsch, cello), Alex Jönsson på guitar og effekter. Nogle numre garneres med ekstra lag af meget klædelige kor.

I 2016 fik hun en Danish Music Award Folk som årets singer-songwriter og var nomineret til bedste nye folkmusiker. Hun er naturligvis kun vokset siden. Mirja Klippels musik er den finske natur og den nordiske sjæl, som hun er en meget personlig repræsentant for og fortolker af. Der løber en tråd af hudløs ærlighed, selv om hun på sangen Human Touch fortæller, at hun er sårbar, ”like the rest of us I’m vulnerable to the human touch”.

”Om frygten for at blive udstillet som kunstner. Om bekymring for sårbarhed, trangen til privatliv, at ville passe på sit inderste. Jeg vil ikke være en skal, der kan ses og høres, men ikke føles”. Det behøver hun ikke frygte.

Slow Coming Alive udkommer som LP om en måned og er udgivet af Songcrafter Music i samarbejde med tyske Stargazer Records. Mirja Klippel har selv arrangeret og produceret.