Det er lidt svært rigtigt at blive grebet af Laura Illeborgs 11. album, ”Disse Kanter”, der kom for nogle uger siden. Ganske vist er teksterne på dansk og egentlig letforståelige – og akkompagnementet er fremragende. Men der er mange tekstlige gentagelser, og universet er ret snævert og indforstået, kredsende omkring bittersøde følelser af svigtet kærlighed hos personer, der ikke rigtigt får kød og blod og hyppigt forekommer stereotype.
Den musikalske stil hos Laura Illeborg er blevet kaldt vise-pop, og det ligger måske netop i poppen, at et omkvæd eller en linje gentages i håb om, at det på den måde danner et billede, der sætter sig fast. Det fungerer sikkert fint i festsammenhæng, men problemet er bare, synes jeg, at stregerne kan blive for tynde til, at det rører, hvis man – med folkemusik-ører – nærlytter teksterne.
Et eksempel er pladens tredje nummer, ”Derfor Jeg Synger”. Illeborg forsikrer gentagne gange, med megen luft i stemmeføringen, at hun synger, fordi hun ikke føler sig hørt. Men hvorfor egentlig? Hvem taler? Hvad vil hun sige? Et andet eksempel er titelnummeret, der postulerer, at kæresten har skabt mere forvirring end tryghed og ikke længere kommer ”på disse kanter” og nu er ”over alle bjerge”. Jeg ville godt vide lidt mere præcist, hvad det var, der gik galt, og hvori forvirringen bestod. I nummeret ”Ude af mine Hænder” er datteren flyttet til en adresse meget langt væk, 124 mil væk, faktisk, og nu skal hun lære at flyve selv. Et vigtigt motiv, men jeg har svært ved at få et billede af datteren på net- og trommehinden. Hvem er hun?
Akkompagnementet er blevet kaldt halvakustisk, og det er tydeligvis inspireret af såvel nordiske pop-vise-toner som af americana. Det svinger i hvert fald fint, og de gode musikere gør det rigtigt godt: Guitaristen Knud Møller, bassisten og komponisten Niels Dahl samt guitaristen Rune Funch og trommeslageren Jesper Elnegaard er med. Der er flere lækre guitarduetter på pladen, men med få undtagelser er melodierne ikke så mindeværdige.
En sang som ”Jeg vil elske”, det eneste nummer, som Illeborg ikke har skrevet teksten til, hæver sig over de øvrige 10 numre med sit budskab om at leve livet intenst, og sangen har desuden en fin melodi. Også ”Tjekker min mobil”, den ottende skæring er god og rammer tidens hyppige og neurotiske mobilhåndtering meget præcist. Laura Illeborg fungerer, ligesom på forgængeren, ”Exitstrategi” fra 2020, i det hele taget ganske fint, når hun også har humoren med. ”Efter Vindstød af Stormstyrke” er pladens sidste nummer. God melodi og fin tekst om at finde hinanden efter et stort skænderi.
I Laura Illeborgs medfølgende pressetekst, der følger med albummet, står der, at hun ikke er ”en af landets mest hypede sangerinder, snarere tværtimod. Efter mere end 30 år i branchen har hun hverken nyhedens interesse eller ungdommens formbare potentiale længere, og så bliver man let usynlig. Ikke mindst hvis man er en midaldrende kvinde”.
Jeg opfatter det som defensivt. Livet er da ikke forbi, fordi man er fyldt 53. Der er stadig masser af spændende, rystende og øjenåbnende følelser, mennesker og oplevelser, man kan skrive om uden at hive de gamle heste ud af stalden og gentage før betrådte stier. Men min redaktør fortæller mig, at jeg ikke forstår disse ting, fordi jeg er mand. Og hun kunne godt lide sangene på ”Disse kanter”, hvis univers måske henvender sig mindre til mænd end til kvinder ..? Lissen: Ja, jeg synes, at Laura Illeborg absolut fortjener at blive både hørt og set og blev det på sin nylige lanceringsturné. Go, girl!
