Jan Beitohaugen Granli står får mesterligt harding-spil, men “På Beitohaugen” som kun indeholder solo-spil, bliver for kedelig.
En af Norges unge og dygtiste folkemusikere Jan Beitohaugen Granli har udgivet sin første solo plade. Han er hardingfelespiller og født 1979 i Øystre Slidre, Valdres. I en alder af disse 30 år har Jan udviklet sig til at være traditionsbærer efter spillemændende Nils og Embrik Beitohaugen, og samtidigt vundet Landskappleiken (Norske mesterskaber for folkemusik) 5 gange. Dette vidner om en spillemand af særlig kaliber!
Dette er Jan Granlis 2 udgivelse og i coveret dedikere han også cd’en til hans bedstefar. Musikken er fra Beito og Jan fordyber sig og bevarer sine barndomsminder med Valdres traditionen.
Min første indskydelse er at han fan’me spiller godt, og det er tydeligt, at han er en kanongod spillemand til dans! Men jeg tænker også samtidigt – holder jeg til en hel cd med solo hardingfele?
Når det nu er sagt, så må den kræsne anmelder også komme med sin kritik.
Der skal bare mere til på en plade, for mig som lytter, end bare godt spil og traditionsbevarelse.
Med dette mener jeg, at han godt kunne have forkælet os lyttere lidt mere. Jeg ved godt, at pladen også skal ses på med andre vinkler, som historisk bevarelse af hans families tradition samt hans egne barndomsminder med hans bedstefar, men det er altså vigtigt for lytteren at man har lyst til at høre hele pladen.
Jeg har lyttet til flere solo cd’er med fx Cape Breton-fiddler Jerry Holland og den danske superspillemand Klaus Pindstrup, og også her må jeg se mig sig slået og slukke for cd-afspilleren inden pladen er forbi, af den enkle grund at det simpelthen er for hårdt kun at høre ét instrument spille i så lang tid. Der er ikke nok dynamik eller forandring, og derfor er det hulens svært at holde lytterens opmærksomhed. Jeg kræver simpelthen mere! Jeg vil overvældes, have overraskelser og blive glad når jeg hører musik. Når en violinistnørd som jeg selv ikke kan holde til at høre en hel cd med kun violin, hvilken chance har den normale lytter så?
Jeg vil understrege at det er en kanon spillemand vi har at gøre med her, og det skal siges, at der var overraskelser på cd’en. Efter de første 8-9 ”springare” kom der halvejs igennem endelig en vals, og hvilken vals! Det var lige før jeg fik kaffen galt i halsen da jeg hørte den første gang, da det ligefrem skurer i ørerne med alle de kvarttoner. Jeg kunne simpelthen ikke undgå at trække på smilebåndet. Det er ”hardcore” musik for den kræsne lytter og man skal sgu være nørd for at nyde det her. Og det er jeg! Modigt.
Overraskelse nummer to fik min respekt til at stige endnu mere. Jan har lavet en musikvideo, hvor man bl.a. kan se ham som dark rider på motorcykel i den norske natur iført læderjakke og violinen med på ryggen. Den video skal simpelthen ses. Jeg kunne jeg godt tænke mig at se mere til sådanne tiltag fremtiden hos andre som udgiver en cd. Det er bare en superfed idé.
Det svinger så det driver, og er man til norsk fele musik så skal denne cd købes.
Jeg ville ønske at vi i Danmark havde flere spillemænd af denne kaliber. Det er et flot stykke historisk og personligt flot arbejde han har gjort.
Jan Beitohaugen Granli: “På Beitohaugen”
Ta:lik (2010)
Michael Graubæk
