Music from the Edge of the World er Hal Parfitt-Murrays og Nikolaj Busks nyeste fælles udspil og en meget begavet, ambitiøs og virtuos follow-up til deres debut-cd ”Hal&Nikolaj”.
På denne skive, der vel nærmest kan betegnes som et konceptalbum, har de begivet sig ud på en rejse, som vel både kan fortolkes som fiktiv og dog meget virkelig. Måske et billede på at folkemusikken og folkemusikere kan opleve sig selv som en ene-stående ø midt i musikkens hav? En ø, der byder på uendelig meget, og hvor folk har det dejligt, og livet går sin mærkelige gang. Men hvor man også kan og skal udsætte sig selv for udfordringer, som skal overvindes og dermed nå længere ud i verden for at bevise sit værd?
Sandsynligvis en overfortolknng af dimensioner…måske er det blot albummets arbejdsproces, der beskrives på denne meget anderledes måde?
De to har skabt et eventyr, en suite, der fortælles og spilles videre på fra nummer til nummer med titler som Fiddle of Glass, The Ant and the Grasshopper, Wedding Music og Wa Habibi, den sidste med inderlig sang af Elene Setién, der i sangen er brudens mor.
I dette forunderlige eventyrunivers ankommer de to musikere i november til ”øen, der ikke findes på landkortet” og slår sig ned hos den venlige befolkning, som spiller mange mærkelige instrumenter. Efter nogle uger foretager de i december en ”Expedition to the Edge” – et trek og en pilgrimsrejse over bjerget, som man nu skal. Sådan fortsætter eventyret og begivenhederne albummet igennem, hvor stemninger, landskaber og musikken hele tiden ændrer sig.
Jeg kan ikke helt beslutte eller fatte, om Music from the Edge of the World er legesygt eller dybt alvorligt. Det føles for alvorligt til at være legesygt, men alle spiller jo så godt, at det synes legende let.
Albummet er superflot tænkt og ekvilibristisk udført af Hal Parfitt-Murray og Nikolaj Busk med en masse fine musikere på alle mulige instrumenter. Rejsen ud på verdens kant er i virkelighedens verden foretaget i Hals køkken og i Soundscape Studio, og resultatet er imponerende. Men henimod slutningen med ”Music for Looking over the Edge”, der varer otte minutter, bliver det en lillebitte smule kedeligt – med streg under smule! Samtidig er det jo uendelig flot, og der er en mening med længden.
