Nærværende anmelder har tidligere fremført, at med Peter Thorups død for få år siden er Troels Jensen måske den mest autentiske danske bluessanger. Udsagnet skal efter gennemlytning af denne cd fastholdes. Samarbejdet mellem de ovennævnte herrer er ikke af helt ny dato, og det er hørbart – og klædeligt.

 

De to vokalister og instrumentalister Lange og Jensen har da i den grad suget til sig fra de gamle mestre i de amerikanske sydstater, for det her er ikke urban blues fra Chicagos røgfyldte dramhuse. Vi er nede i Mississippi-deltaet og tilstødende egne. Det den enkle og tidlige udgave af den blå musik fra genrens vugge, hvori man højst svinger sig op til 12-takterens tre akkorder og ofte nøjes med én-akkordsange som eksempelvis R. L. Burnside har stået for. Det er ikke de store harmonifyldte melodier, der er bærende, men udtrykket. Når således al staffagen er skrællet af, bliver netop udtrykket den store udfordring for udøverne, og her kommer udsagnet om autenticitet til aktualitet. Nok har disse nordiske blegansigter ikke stemmer som slavernes sorte efterkommere, men de beviser, at de udtryksmæssigt kan komme godt efter det alligevel.

I pagt med sydstatstraditionen er instrumenterne akustiske og spilles enkelt. Specielt Langes national steel guitar fremmer oplevelsen af enkel tradition. Når det bliver voldsomt kompliceret med op til tre akkorder, sætter Jensen sig til klaveret, men forbliver dog tro mod det enkle koncept i sin form. Engang spurgte en journalist nordfra en af de gamle sydstatssangere, hvorfor musikken altid var akustisk dernede. Svaret var klart, kort og logisk: Fordi vi ikke havde elektrisk strøm. Således er traditionsmusik skabt af forholdene på stedet.

Hvorfor skal de nu have Hugo Rasmussen med? Man kunne tro, at han kommer til at stå og kede sig midt i al simpelheden. Også for selv en eminent bassist har andet end harmonisering imidlertid betydning, ja, måske især for netop en eminent bassist – og så får han da lige plads til en solo, når det kommer over dem. Pladen er live-indspillet, og på scenen er trioen ofte suppleret med Juno Varsteds ”snudehøvl”, en naturlig forlængelse af det enkle udtryk.

De kommer udtryksmæssigt godt efter det, fremføres det ovenfor. Ja, kun godt efter det, for som socialt hårdtprøvede, sorte sydstatsfolk kan disse herrer jo ikke beskrives. Det kunne indvendes, at betimeligheden af, at disse nordboere forsøger at kopiere en for dem fjern og fremmed musik, er diskutabel. Indvendingerne har en vis sandhedsværdi, men de gamle drenge ligger jo alle forlængst under syv fod sump. Derfor er det både berettiget og herligt, at vi har disse kapable udøvere, så vi også i dagens Danmark kan sidde med vores øl, whisky eller hvad vi nu sidder med – tobak kniber det jo med nu om dage – og hører den gamle musik. Kun rene puritanere foretrækker at nøjes med de gamle vinyl- og lakplader og fred med det.

 

H. P. Lange: National steel guitar, akustisk guitar, vokal.

Troels Jensen: Akustisk guitar, klaver, vokal.

Hugo Rasmussen: Kontrabas.

 

CD: H. P. Lange, Hugo Rasmussen & Troels Jensen: Saturday Night – Sunday Morning – Live. Bang Forlag, BFCD 102

Af Nils Thorlund