Vi hører om dem. Vi lytter til dem. Disse musikalske vinundere, som er så talentfulde, at de udfordrer vores selvtillid. Walisiske Catrin Finch er et godt eksempel. Hun begyndte at spille harpe som seksårig. Hun strøg igennem flere klassiske uddannelser, fik udmærkelser og blev yngste musiker i The Proms og har været officiel harpist for Prince of Wales. Det lyder måske lidt sært, men det er en meget prestigefuld titel. Catrin Finch underviser også på højt plan, spiller klaver og komponerer, og i en alder af 38 er hun udråbt som en slags harpistdronning.
Et andet eksempel er Seckou Keita. Han voksede op i et privilegeret miljø i Senegal. Allerede som helt ung var han en dygtig koraspiller, og optrådte i forskellige orkestersammenhæng, bl.a. med stjernen Youssou N’Dour. Han har turneret i det meste af verden, og også hans cv er fyldt med hæderspriser og udmærkelser. Keita har gjort for koraen, hvad Ravi Shankar har gjort for citaren: Udbredt kendskabet til instrumentet, således at der i de fleste lande findes fremragende koraspillere – afrikanske og lokale.
Ideen med at sætte disse to mestre stævne er egentlig ikke særlig oplagt. Godt nok er begges metier imponerende, men deres instrumenters klang (koncertharpe og stor kora) er faktisk så enslydende, at det ville være mere oplagt at sammensætte eller supplere andre instrumenter. Deres debutalbum Clychou Dibon fra 2013 og den nye Soar beviser imidlertid, at deres virtuositet på de mange strenge har tilføjet nye dimensioner til disse instrumenter. De to har taget traditionelle melodistykker fra deres musikalske rødder i Wales og Senegal, varieret dem og flettet dem sammen, og deres musik- og kultursamarbejde har vakt begejstring. De fylder koncertsale overalt og har modtaget flere priser, herunder BBC Radio 2 Folk Award for bedste duosamarbejde.
Den rene, sprøde og smukke lyd af deres instrumenter kan svæve, som albumtitlen antyder, men er deres interaktion ikke næsten for reserveret, og er deres udtryk alt for pænt og til tider næsten new age-agtigt? Den klassiske musikinspiration i nummeret Bach to Baisso er måske lidt påtaget. Det kunne måske slå større gnister med lidt vildskab og mere dynamik og rytme, som det Keita plejer at spille med sine orkestre, men alligevel er dette en næsten ubeskrivelig og ubestridelig smuk musik.
https://www.youtube.com/watch?v=urnm8Aync5s&start_radio=1&list=RDurnm8Aync5s
