Nordmændene kan bare det der med levende koncertoptræden: Åge Aleksandersen, Vamp, Hekla Stålstrenga – og så, ikke mindst, de ni hoppende, syngende, steppende og dansende drenge i Barokksolistene, Bergen-Operaens husorkester, som her præsenterer deres tredje album ”The Alehouse Sessions”. I 2012 og 2014 udkom de to andre, henholdsvis ”London Calling”, et Händel-album, og den relativt stille og indadvendte ”The Image Of Melancholy”.
Baroksolisterne kender deres musikteori, deres verdens- og Englandshistorie, deres Händel, Playford og Purcell ligeså godt som ølstuernes sømandssange og dansemusik, og her nedfældes deres meget roste sceneshow med udgangspunkt i Cromwells England så på en laserskive. Gruppen er blevet rost både for deres ungdommelige friskhed, klassiske instrumentbeherskelse og humor på scenen, en humor som også tydeligt fornemmes på pladen.
Oliver Cromwell (1599 – 1658) var en særdeles streng og puritanske herre, der var overbevist om, at han var Guds udvalgte redskab. Så hans mission var at omskabe Britannien til en jordisk gudsstat. Intet mindre! Derfor lukkede han bl.a. teatrene, men folkets musik lod sig selvfølgelig ikke udrydde. Den flyttede til mere ydmyge og trange, men ikke mindre livlige øl-knejper, ”alehouses”, og det er denne levende kultur, der har fascineret Barokksolistene. De spiller fremragende, til dels på historiske instrumenter, og her har de og deres kunstneriske leder, violinisten Bjarte Eide, påtaget sig at genskabe stemningen fra Cromwells England. Det lykkes i den grad. Det er lige før, man rækker hånden op og råber på mere øl – og endelig også mere musik!
CD’en har 13 numre, som indledes kraftfuldt og energisk med ”Wallom Green” fra samlingen ”The English Dancing Master” 1651 af John Playford. Han påtog sig at lære englænderne at danse – uanset hvad den snerpede Cromwell må have sagt til dette. Der fortsættes med flere stykker af Playford og Henry Purcell, som levede i slutningen af 1600-tallet. Ind i mellem krydres der med toner og sange, som folkemusikelskere af i dag turde kende. Sea shanties og norske, skotske og danske dansemelodier. Repertoiret når et stykke ind i 1700-tallet og omfatter f.eks. Første Brudstyk fra Fanø, den norske Springar fra Bjerkreim og ”Leave Her Johnny”.
Instrumenterne i Barokksolistene er et studie værd. Steven Player spiller f.eks. guitar på pladen, men billederne afslører, at det er en meget lille, historisk, men ikke mindre kraftfuld guitar. Fredrik Bock spiller noget så usædvanligt som det, der må være Bolivias nationalinstrument, charangoen.
Fornem CD, der lader historien, den klassiske musik og folkemusikken smelte sammen i en højere enhed!
