Den danske kvartet Basco vil gerne med accordion- og trombonespilleren Anders Ringgaard Andersens ord ”… udvide og højne den gængse opfattelse af folkemusikken og samtidig gøre den mere trendy” samt i kraft af samarbejder med både rytmiske og klassiske musikere tage den ”… ud til et nyt publikum”. De citerede ambitioner sammenholdt med Bascos musik fremkalder en længere række tanker og overvejelser hos overtegnede anmelder.
”Den gængse opfattelse af folkemusikken” er med årene blevet stadigt sværere at definere i og med en stigende række af eksperimenter og genrefusioner med udgangspunkt i traditionsmusikken. Hvad der i dag skabes og spilles under betegnelsen folkemusik dækker et voldsomt bredere spektrum end for, i en historisk videre kontekst, blot relativt få år siden.
Ud fra en mere traditionel genremæssig definition af folkemusik har Bascos musik ikke meget med folkemusik at gøre. De fire musikeres kollektivt krediterede kompositioner er komplekse melodilinjer, baseret mere på ostinater, altså gentagne melodiske og harmoniske mønstre end på de enkle og umiddelbart iørefaldende melodier, der er kendetegnende for folkemusikken. Desuden er de udført med gennemkomponerede melodiske og rytmiske arrangementer, som ligeledes er fremmede for genren.
Det gælder for såvel Basco som for deres musikalske åndsbrødre i Dreamers Circus, at musikken ligger tættere på den klassiske kammermusik, om end stadig med udgangspunkt i traditionsmusikken. Den svenske citternspiller Ale Carr er i øvrigt at finde begge steder, så åndsbeslægtelsen er næppe ganske tilfældig.
Der er ikke noget odiøst i nutidige kammermusikalske kompositioner med basis i folkemusikken. Tværtimod er slige fusionsformer med til at berige det samlede musikalske verdensmaleri. At man så søger forgæves efter den enkle og smukke melodi er i disse lyttende ører en svaghed. De samme ører savner desuden en større kompositorisk og arrangementsmæssig variation på pladen som helhed, et savn, der accentueres yderligere ved gennemlytning af kvartettens tidligere udspil.
Det folkemusikalske udgangspunkt ligger ikke i de danske traditioner. De melodiske fraseringer peger nærmere mod svenske rødder, men denne konstatering er til gengæld ikke en kritik, snarere en forbrugeroplysning.
Når alt dette så er sagt, skal det retfærdigvis også fremhæves, at denne komplekse musik er udført med et forrygende musikalsk og teknisk overskud. Udover de nævnte tæller Basco violinisten, mandolinspilleren og vokalisten Hal Parfit-Murray samt Andreas Tophøj på violin og viola, og alle kan dæleme deres kram! Nok kan studiet nemt sterilisere udførelserne, og det skal blive interessant at høre disse herrer fyre op under kedlerne i en livesituation, men altså …
Bascos musik skal nok betegnes som elitær, men det er øjensynligt med det indledende citat in mente også en del af ideen. Over netop det skal der ikke lyde forbeholdne anmelderord, specielt ikke med så kompetente udførelser. Om musikken så er ”trendy”, er en anden debat, som vi lader ligge her, men den vil givetvis blive bragt ”ud til et nyt publikum”.
www.facebook.com/Bascoband/?fref=ts
