Umiddelbart er en stor biografi om Keith Richards på over 500 sider noget, der burde friste rock-, blues- og rootselsker. For her er en mand, som kan se tilbage på en karriere på hen ved et halvt århundrede helt fremme i forreste række. Der har spillet med dem alle, fra Muddy Waters og Chuck Berry til Ry Cooder, og som via sit eget banebrydende spil på sin udødelige Fender Telecaster har skabt sin helt egen niche indenfor rocken. Og hele den historie får vi langt hen ad vejen. Også selv om de sidste par år ikke er med i biografien, som reelt blev udsendt for små tyve år siden og siden er blevet forsynet med et sjusket efterskrift. Samt endnu mere sjusket: Som i Gyldendals danske udgave er blevet trykt uden Henrik Wivels i øvrigt glimrende efterskrift, som læseren således må ind og finde på forlagets hjemmeside.

Historien starter under krigen, hvor Keith Richards lever i fattige kår i et af de såkaldte bombekorridorer i London-området, som i over et år var mål for nazisternes bomber. Faktisk er barndomshjemmet bomberamt og bliver ikke repareret i mange år. Vi møder livskammeraten Mick Jagger i skolen og vi får ret glimrende beskrivelser af barndommen og tiden i England fra forfatteren, som selv er derfra og ligesom Richards overvejende har boet i USA efterfølgende. Det er portrættet af en kvik dreng, som også er lidt af en rod, og som hele livet spiser den samme mad, altså Shephard’s Pie og engelsk morgenmad. Vi er med i hele udviklingen, hvor han samler The Rolling Stones på Brian Jones’ foranledning og levende hører vi om årene i 1960’erne, hvor bandet udvikles frem mod tidspunktet, hvor Brian Jones bliver gået og dør, og hvor det øvrige band finder den formel, de siden slavisk har dyrket. Men vi begynder også at ane, at der er en agenda, der mere og mere skal løfte hovedpersonen til stjernerne og samtidig fremstille Mick Jagger stedse mere negativt.

Forfatteren har skrevet en del biografier, og han arbejdede i en årrække i New York for henholdsvis Andy Warhol og beatforfatteren William S. Burroughs. Han har således et førstehånds kendskab til den scene, hvor Jagger – modsat Richards – boltrer sig igennem 1970’erne, og han er tydeligvis ikke imponeret af hverken Mick eller dem han omgås. Det præger hele hans beskrivelse, som er farvet og systematisk nedgører rullestenen og hans koner Bianca og Jerry Hall. Det er kampagnejournalistik af værste skuffe og overgearet og dermed utroværdigt. Bogen har også rigtigt mange deciderede omskrivninger af sandheden, hvor man aner, at forfatteren vil tækkes først og fremmest Keith Richards’ interesser, samt også dennes mangeårige samleverske Anita Pallenberg. Når de udtaler sig, kommer det totalt ufiltreret, ligesom der ustandselig tales indforstået, så læseren bedst er tjent med et permanent opslag på Wikipedia for at følge med. Der havde det klædt Gyldendal, hvis der havde fulgt noter med i bunden af siden, så alle kan være med.

Victro Bokris går virkelig i detaljer omkring guitaristens mange år på stoffer. Vi er med hver gang, han bliver knaldet af politiet, op- og nedturene i det mangeårige liv som junkie, og ind i mellem får vi værdifulde indblik, som eksempelvis årene med countryrocklegenden Gram Parsons, indtil denne tager sin fatale overdosis. Men musikken lades langt hen ad vejen i stikken, som det må være, når man fokuserer på de ydre ting, som i langt de flestes tilfælde er kendt stof, og snildt kan sakses i metermål fra nettet. Personligt synes jeg, at nogle af de mest spændende oplysninger er om det projekt, som Richards laver med rootsmusik på Jamaica. Indtil også de musikere går til på stoffer.

Resultatet er, at hvad der kunne have været en særdeles spændende og relevant historie om en af rockens absolutte ikoner, er blevet ukritisk journalistik af værste skuffe. Ligesom oversættelsen er ret ringe. Synd.

Victor Bockris: “Keith Richards – en biografi”

Gyldendal

512 s. – kr. 349,-