Da Annika Aakjær i 2008 kom til vores opmærksomhed med debutalbummet Den lille Filantrop, var det ikke kun en ny stemme, men først og fremmest hendes velskrevne danske sange, som fængede. Jeg kunne lide, hvad jeg hørte og husker én af hendes tidligste koncerter i hovedstaden.

Fotos: Per Dyrholm

Koncert? Det var nu snarere en gæsteoptræden blandt andre forlystelsesindslag i Valby Indkøbscenter. Hun var solo med guitar. En forsinkelse på S-togsnettet pga. en personpåkørsel blev et tilbagevendende tema i snakken mellem sangene. Hvor nogle bare kan være irriteret over forsinkelsen, så havde billedet af ulykken plantet sig i hovedet på Aakjær, og det blev til refleksioner over, hvor meget vi egentlig behøver at vide.

Derfor var det med lettelse, at man forstod, at hendes nede-på-jorden attitude og naturlige måde at kommunikere med publikum på ikke skulle forveksles med naivitet. Og de spraglede beklædninger, som hun blev kendt for at benytte, var ikke for at tiltrække opmærksomhed, men for at vise at hun er sig selv.

Siden har hun uddannet sig på sangskriverlinjen på Rytmekons, udgivet sit andet album Missionær (Hvor S-togstragedien vist nok blev til sangen Det bedste for mig selv), hun har haft nogle filmroller, medvirket i musicals samt på Allan Olsens album D’Damer, udgivet albummet Lykkens Gang i 2016 og jævnligt optrådt rundt i landet.

I 2018 har Annika Aakjær spillet en del solojobs, hvor hun har præsenteret enkelte nye sange, som man må formode udkommer på et nyt album. Hun kommer på Tønder Festival, har annonceret et one woman show Enebarn til efteråret, og så er det lige offentliggjort, at hun skal deltage i Toppen af Poppen – tv-showet.

Hvem er Annika så nu? Ja, man kunne frygte, at hun ville blive endnu en frivol poptøs eller sprede sit talent for tyndt ved at medvirke i forskellige andre projekter, men vi får måske svaret, når hun bliver ’afsløret’ i Toppen af Poppen. Og bedømt på hendes seneste koncerter tyder alt på, at hun er forblevet sig selv.

Hun er stadig en af vores væsentlige sanger-sangskrivere. Laver stadig sange, som kan gøre lidt ondt, men som vi ikke vil undvære. Hun er ikke behagesyg, men evner at favne det tragiske, det ulykkelige, det intime og det absurde med humoren som værktøj. Derfor er den ’chanteuse’, vi kunne opleve i starten af hendes karriere, heldigvis intakt, nu bare mere moden, og jeg glæder mig til lytte til hende fremover.