Årets Aarhus Folk Festival er klar fra 28. september til 6. oktober med et spændende program og med den nyudnævnte unge entusiastiske formand Helene Tungelund som styrmand.
Rootszone.dk mødte den nye formand, der fortæller: ”Jonathan Fjord Bredholt, som tidligere var formand, prikkede til mig og sagde, at han gerne ville afløses og ”Helene, er det ikke noget for dig”. Jeg har længe haft lyst til at engagerer mig mere i det lokale folk-miljø i Aarhus og har før været med til at arrangere FOD, og det ville være dejligt, hvis der kom lidt mere folk i Aarhus, hvor jeg selv bor. Samtidig vil det være spændende og sjovt at prøve at stå på den anden side og trække i trådene”.
”Det er meget spændende, da vi i vores lille bestyrelse supplerer hinanden godt. Jeg kender mange musikere, og de andre kender mange folk i miljøet og har hele deres segment med, og de ved lidt om, hvordan man eksempelvis søger om støtte. Det er jo et forholdsvis nyt tiltag med festivalen, men det vil være dejligt, hvis vi kan få den mere udbredt i byen. Det er stort set kun dem, der i forvejen kommer i miljøet, som har kendt festivalen. Så nu forsøger vi at gøre det lidt bredere og mere tilgængeligt, også til de spillesteder der ikke spiller meget folk. I øjeblikket er Spöket i Köket, Vesselil, Jydsk på Næsen, engelske Ian Stephenson fra Baltic Crossing og mit eget band Sylfide på programmet. Blandt andet bliver der traditionelt en åbningskoncert i musikhuset, og to kirker arrangerer også koncerter”.
Helene Tungelund fortæller videre: ”Der bliver også en koncert på Radar, som vi har fået et samarbejde med, for det er i forvejen er et ungt, hipt spillested. Sylfide har et progressivt koncept, som hedder bal-installation, hvor vi vil præsentere noget nyt folkemusik med rødder og på en æstetisk måde. På Radar afholder de bl.a. nogle 360 graders koncerter, hvor musikerne står inde i midten, og så er publikum hele vejen rundt om. Det vil vi bruge og simulere et bal, og vi har nogle dansere, som skal have lavet skørter med LED-lys. Jeg håber, at man kan se inspirationen i det fra folkedansen”.
”Der er et godt sangskrivermiljø i Aarhus, og det forsøger vi at udnytte med crossover-arrangement og favne bredere mellem sangskrivere og musikere. Vi har i år fået en flot sum fra Aarhus kommune, og det er dejligt at vide, at kommunen har villet støtte os og dermed anerkendt os, ligesom Statens Kunstfond har ydet økonomisk hjælp. Men jeg håber, at traditionen og fornyelsen i fremtiden kan smelte sammen, og man kan lære af hinanden i de forskellige miljøer i Aarhus”, slutter den unge formand, som med stor iver og empati for folkemusikken og lokalområdet, har taget udfordringen op og er trukket i arbejdstøjet. Eksempelvis er hun i gang med festivalens hjemmeside.
Det vil være dejligt, hvis de lokale medier vil være med til at gøre festivalen til et tilløbsstykke, så byens borgere kan få lyst til at være åbne over for festivalen og møde op til koncerterne.