Ida Wenøe blev i november kåret som Årets Rootsnavn 2021 ved Danish Music Award i Tønder. Hun var medarrangør af årets første folk-festival Træden Winter Folk, hvor hun bl.a. havde den skotske singersongwriter Samantha Whates på programmet.
Samarbejdet mellem de to sangskrivere har foreløbig resulteret i en EP med titlen Turn, der udkommer 25. februar, og den følges op af en koncertturné med de to sangerinder i England fra 2. til 23. marts, hvor de spiller 12 koncerter. Der er fire numre på albummet, og de to unge kvinders rene og fine stemmer klinger lifligt sammen i duetter som et par perler på en snor. Deres egne sange og kompositioner bliver sunget med ynde og med blide instrumentale akkompagnementer.
Der er blevet plads til Ida Wenøes ”Underligt forlegen” som bliver sunget på dansk, mens det nyeste nummer på skiven er Safe & Sound skrevet af Samantha Whates. Det er et spændende samarbejde, som vi forhåbentligt kommer til at høre mere til.
Øverste foto: Ida Wenøe: Fotograf: Katrine Clante