Nok blev Lars Lilholt født i Herlev, men han voksede op i Aalborg og er derved ganske markant blevet identificeret som jyde, ikke mindst i relation til sin musikalske profil. Det er heller ikke et forhold, som han på nogen måde selv har ønsket at distancere sig fra.
Lars Lilholt
Han markerede indledningsvis sit musikalske tilhørsforhold udadtil ved midt i 1970’erne at medvirke på LP´en ”Liegstouw” med Rebild Spillemændene sammen med blandt andre den ikoniske spillemand Otto Trads, som Lars Lilholt fik et nært forhold til, og hvis violin han arvede ved dennes død. I den samme periode blev der udgivet et kassettebånd med Kræn Bysted’s i den tidlige akustiske formation, ligeledes indeholdende traditionel spillemandsmusik.
Da Kræn Bysted’s i 1976 fik en pladekontrakt – på betingelse af at transformere sig til et elektrisk folkrockband – kom deres tre plader til at danne fundamentet for Lars Lilholts fremtidige musikalske koncept med en kerne af traditionel dansk musik, tilført elementer af primært poprock og renæssancemusik. Ifølge ham selv har der ganske uforsætligt måske sneget sig en enkelt blå tone ind.
Således indledtes i begyndelsen af 1980´erne en solistkarriere, som ingen har kunnet siddet overhørig, trods en i mange år stædigt vedholdende, overbærende attitude fra landets østlige udkant. Læserne forudsættes tilstrækkeligt bekendt med historien om Lars Lilholt Band til, at den her ikke beskrives nærmere.
Lars Lilholt har gennem årene skabt og deltaget i en række sideprojekter, herunder indspilning med sin far, den violinspillende arkitekt Per Lilholt, sit Storyteller-projekt med et decimeret band og ikke mindst Dalton med Johnny Madsen og Allan Olsen. Derudover har han arbejdet sammen med blandt andre Poul Krebs, Rasmus Lyberth og Øyvind Ougaard.
Nærværende korte blik ud over Lars Lilholts meriter skyldes hans på denne dato, 14. marts, rundende 70 år i de levendes land og fortsat i musikkens tjeneste, hvilket vi på rootszone.dk hermed både markerer og lykønsker med.
De fleste 70-årige har allerede pensioneret sig, men musikkens verden har sin egen logik, og trods tilbagelagte kvaler med krop og helbred ser Lars Lilholt ingen tegn i planeterne på, at dagen er oprunden. Han skaber fortsat nye sange og insisterer på at præsentere dem for sit publikum og derved at give dem plads i rækken af de kendte og af tilhængerne krævede. Sympatisk tildeler han ”Kald det kærlighed” sin plads i den række og ikke uforudsigeligt ophøjet til ekstranummer. Sådan vil han have det, og sådan gør han det. Som han kommenterede sin sætliste over for denne skribent en aften: Det er jo ikke Giro 413, det her.
Det skulle ikke undre, om vi om 10 år atter kan lykønske Lars Lilholt – og stadig som aktiv.
